Fremtidige aktiviteter:
Vi har planlagt borgermøder også kaldet visionsmøder på følgende datoer:
– 11. januar 2025 kl. 15-18
– 2. februar
– 1. marts
Programmet for møderne følger, når vi har fået det planlagt nærmere. Det er muligt at et af dem bliver et dedikeret energimøde.
Fejøforeningens bestyrelse og Energigruppen
3. december 2024
Åbent møde på Fejø om vedvarende energi (visionsmøde 4)
Vi havde oplysnings- og debatmøde om energiprojektet lørdag den 30/11-24. Mødet fandt sted på skolen med cirka 18 deltagere.
Introduktion ved Anne-Grethe Laursen med præsentation af medlemmer af Fejøforeningens bestyrelse og af medlemmerne af energi-styregruppen.
Fejøs deltagelse i EU-projektet om vedvarende energi:
Christa Kloch præsenterede historik og status på energiprojektet. Det tog afsæt i det tidligere energiprojekt 2012-14.
Projektet er EU-finansieret med 30 europæiske øer som får teknisk støtte for at accelerere den grønne omstilling.
Projektet på Fejø kan gennemføres med 80% vindstrøm og 20% solceller (og det skal være på tage og ikke solcellemarker). Dette er med udgangspunkt i nuværende og forventet fremtidigt forbrug.
Christa fremlagde fordele og bekymringer.
Se hele præsentationen (inkl. dagsorden).
Oplægget gav anledning til en del debat. Nogle ønsker ikke at bo tæt på en vindmølle, andre var mere tilpas hermed.
Der var interesse for at besøge nogle steder med vindmøller, svarende til den størrelse, som der overvejes til opstilling på Fejø. Formålet er bl.a. at opleve hvor meget de støjer og blinker.
Vi har indtil nu modtaget to rapporter fra EUs tekniske eksperter. De er ikke fejlfri med hensyn til beskrivelsen af de faktiske forhold på Fejø, men de viser dels hvilke placeringer af vindmøller som teknikerne mener kan være mulige, dels hvad der kan være af planmæssige begrænsninger:
Fejø vindmøllemuligheder Udbytte 2024okt
Fejø vindmøllemuligheder Planforhold 20241126
Indlæg ved Ida Iversen Engelund om vindmøller
Ida er kandidat i landforvaltning. Har arbejdet i Planenergi som udarbejder VVM på vindmøller og solceller, derefter i Hofor i afdelingen som planlægger og bygger anlæg. Nu er hun ansat i en tilsvarende virksomhed i Roskilde. I alt har hun arbejdet med vindmøller i 11 år.
Processen – frem mod opstilling af en vindmølle:
- Screening for afstand, støj, fredninger, planer
- Ansøgning til kommunen samt offentlig debatfase, slutter med høring
- VVM hvor alle virkninger beskrives, inkl. skygge- og lysvirkninger.
- Lokalplan som skal i høring i mindst 8 uger, borgermøde mm.
- §25-tilladelse på basis af VVM-undersøgelsen, hvor kravene specificeres.
VVM (Vurdering af Virkninger på Miljøet):
- Påvirkning af dyreliv og natur, både under anlæg og drift. Hvilke dyr er her hvornår? Flagermus kan håndteres ved at møllerne stopper når de er aktive.
- Påvirkninger på naboer – skyggevirkning kan forhindres ved at møllen stopper – støjkrav fx 44 dB ved 8 m/s skal opleves for at man kan forestille sig hvor meget det er.
- Kulturlandskabet – kirker og fx udseende fra Dodekalitten.
- Særlige lokale forhold
Kompensationsordninger blev gennemgået: VE-bonus, Grøn pulje, Værditab og Salgsoption
En VVM vil typisk koste 500.000-1 million kroner. I regionerne er der en pulje til energifællesskaber, som måske også kan dække VVM.
Nogle gange laver man VVM for flere alternativer for at byrådet så kan vælge den de foretrækker.
Se hele Ida Engelunds præsentation.
Indlæg ved Skafti Halldórsson fra Venø om energifællesskaber
2010 energiprojekt mest drevet af at folk kan tjene penge på solceller fordi nettet er gratis batteri for dem.
2021 energifællesskab for at bidrage til den grønne omstilling.
Samarbejdspartnere for Venø er Ulfborg energifællesskab og Samsø med mange projekter – solceller ved stranden, brugte bilbatterier som ellager, og de har været gode til at søge EU-midler til projekter.
Samsø er fortsat med som partner på de aktuelle projekter om vedvarende energi i dette projekt. Både for Fejø og Venø.
Afslutning på mødet:
Der arbejdes videre med projektet. Planlagte mødedatoer er angivet øverst.
o0o
25. april 2024
En af Fejøforeningens opgaver er ifølge vedtægterne:
“Foreningen skal ved en aktiv indsats søge at fremme aktiviteter, som gør at Fejø fremstår som et selvstændigt bæredygtigt samfund.”
Vi har i ansøgningen peget på følgende emner:
Nye effektive og støjsvage vindmøller til erstatning for de eksisterende
Energilagring decentralt
Lokalt distributionsnet
Decentral etablering af varmepumper og solceller
Ny færgestrategi: Elfærger
Se vores ansøgning: Clean energy for EU islands – Fejø application
Energiprojektet indebærer at vi modtager teknisk hjælp til at opstille en energiplan for Fejø.
Energiplanen kommer til at indeholde en række elementer. Hvis de skal virkeliggøres, skal de finansieres, og de skal godkendes efter gældende regler med hensyn til naboer, myndighedskrav, lokalplan, landzonetilladelse osv.
Det er Fejøforeningens holdning, at indholdet i planen løbende skal drøftes grundigt på øen. Dertil vil der komme en række møder og/eller lokale arbejdsgrupper.
For godt 10 år siden var der et tilsvarende energiprojekt, som i 2012 kom med denne plan:
Energiplan for Fejø 2012-2020
Den gamle plan kom ikke videre. I dag er virkeligheden anderledes og den grønne omstilling mere nødvendig.
Måske har Fejø en chance for at markere sig som energiø, ligesom Samsø har gjort.
Borgermødet den 1. december 2023
Vi informerede om projektet og drøftede de muligheder, som dette kan give os alle på øen. Der var en overvejende positiv stemning for, at vi skal være med i projektet.
Der blev rejst flere opmærksomhedspunkter. Først og fremmest at vi skal passe på Fejøs natur, som i den grad er truet. Ikke mindst havmiljøet har været forsømt i mange år. Dernæst at nye energianlæg skal placeres med omtanke for ikke at genere beboere på Fejø eller turister. Endelig var der en skepsis eller modstand mod forandringer, blandt andet begrundet med uvished om hvad der kommer til at ske.
I denne sammenhæng blev Fejøs ansøgning om at blive udvalgt som friø omtalt. Ledelsen af projektet redegjorde for, at der med visse lempelser fra Planloven vil være bedre mulighed for at gennemføre nogle af emnerne.
Tag bekymringerne alvorligt
Ledelsen af projektet anerkender bekymringerne ved nye energiorienterede projekter. Vi understreger, at vi ikke på nuværende tidspunkt har godkendt konkrete projekter eller har bundet os til, at de bliver det i fremtiden. Vi vil naturligvis informere om projektets resultater og forslag undervejs, og alle vil få lejlighed til at deltage i den demokratiske debat om dem.
Vi går nu videre med at undersøge mulighederne for at gøre Fejø til en renere energiø. Et væsentligt element i denne opgave er at få vor færge M/F Christine over på en renere energikilde, da færgerne til småøerne er en af de største syndere bag CO2-udslippet i Lolland Kommune.
Vi har hjælp at hente fra Samsø, som er 100% selvforsynende med ren el og har været det siden 2007. Erfaringerne derfra viser i øvrigt tydeligt, at inddragelsen af borgerne var et vigtigt element i deres rejse – og det vil vi naturligvis også gøre på Fejø.
Vi er endnu i de indledende manøvrer. Vi har lavet den formelle aftale med EU og den tekniske rådgiver de har tildelt os, og hvor kommunen og Andel støtter.
Vi har haft første møde med den tekniske rådgiver. De skal hjælpe os igennem de næste 3 år med at belyse teknik, miljø, lovgivning, økonomi og andre forhold omkring mulige energiprojekter. Desuden får vi støtte fra ESIN (Sammenslutningen af småøer i Europa) og Søren Hermansen fra Samsø Energiakademi, som har stor erfaring med grøn energi på en ø.
Vi informerer løbende om arbejdet her på listen. Når der er noget konkret at drøfte, vil vi indkalde til borgermøde.
Vi deltager i årets konference for EU-energiprojektet. Se programmet her
De allerbedste hilsner fra gruppen i projekt Fejø grøn energi ø (pr. november 2024):
Finn Iversen, Jan Kofod Larsen, Vagn Kjær-Hansen, Jeppe Gents, Anne-Grethe Laursen og Christa Kloch