Årets generalforsamling i Fejøforeningen var oprindelig blevet indkaldt til tirsdag den 24. marts. Siden kom Coronaen og udsatte generalforsamlingen, og vi kunne ikke overholde det foreskrevne tidsrum. Vi endte med at afholde generalforsamlingen den 11/8 på skolen.
Forsamlingen valgte Niels Sloth Larsen som dirigent, og han konstaterede med forsamlingens tilslutning at generalforsamlingen var lovligt indkaldt.
Formandens beretning var udsendt i Fejøbladet nr. 3, og der blev tilføjet noget nyere. Se hele beretningen i bilagene. Beretningen blev godkendt af forsamlingen.
Regnskabet er også tilgængeligt som bilag. Det blev godkendt af forsamlingen.
Kontingentet for 2021 blev vedtaget uændret af forsamlingen.
Vedtægtsændring
Bestyrelsen fremlagde et forslag til vedtægtsændringer vedrørende opstilling af kandidater til bestyrelse mv. Forsamlingen gav en vejledende tilkendegivelse om at forslaget kunne accepteres, og der blev herefter gået i detaljer med ændringernes tekst.
Stk 2. blev tilføjet følgende tekst efter det foreslåede: ”Bestyrelsen udsender samtidig en oversigt over hele bestyrelsen mv. med angivelse af hvem som fratræder eller genopstiller.”
Resten af forslaget blev godkendt uden ændringer med 34 stemmer for og 6 stemmer imod. Der var 43 stemmeberettigede, heraf 6 fuldmagter.
Forslaget er dermed godkendt af mere end 2/3 af de fremmødte. Der var dog ikke ja-stemmer fra mindst halvdelen af foreningens medlemmer, hvorfor forslaget efter vedtægterne skal forelægges en ekstraordinær generalforsamling til endelig vedtagelse.
Procedure for valg til Ø-kontaktudvalget
Bestyrelsen fremlagde forslag til procedure for valg af medlemmer til Ø-kontaktudvalget, som det var aftalt på generalforsamlingen i 2018.
Forslaget blev vedtaget af forsamlingen med 36 ja, 2 nej, 2 blanke og 1 ugyldig.
Valg
På valg til bestyrelsen var Ann-Mai Hansen, Frits Mønsted og Christina Brydegaard. hvoraf Christina modtog genvalg. Kasper Tøgern har stadig hus på øen, men har flyttet sin adresse. Da vi allerede har to udenøs medlemmer i bestyrelsen, går Kasper ud af bestyrelsen i utide.
Der skulle således vælges 4 medlemmer til bestyrelsen.
Bestyrelsen indstiller Christina Brydegaard (genvalg), Torben Løvenstein, Jesper Juul Andersen og Marie M. Raunkjær. Det var ikke andre kandidater, og de 4 blev valgt.
Frank Strathe og Jakob Nielsen har været suppleanter og ønskede ikke at fortsætte.
Bestyrelsen indstillede Ann-Mai Hansen og Kasper Tøgern som suppleanter. De blev valgt uden modkandidater.
Jan Normann Petersen blev genvalgt som foreningens ene revisor, og Inge Larsen blev valgt som revisorsuppleant.
Debat om flexbolig-ordningen på Fejø
Bestyrelsen ønskede en debat om flexbolig-ordningen på Fejø. Der har nu i et års tid eller to været “boligmangel” på Fejø, og vi har fra flere sider fået spørgsmålet, om vi kunne undgå at helårsboliger sælges som fritidsboliger. Derfor ønskede vi denne debat på generalforsamlingen, for at høre hvad Fejøs beboere mener.
Konklusionen blev at der ikke er stemning for at vi piller ved flexboligordningen. Vi fik tilkendegivelser om at vi skal følge situationen og analysere faktorer der kan medvirke til at styrke et helårssamfund på Fejø.
Generalforsamlingen sluttede med at formanden takkede dirigenten og referenten samt de afgående bestyrelsesmedlemmer Ann-Mai, Frits og Kasper. Velkommen til Jesper, Marie og Torben.
Tak til alle som deltog.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen for Fejøforeningen
Dokumenter til generalforsamlingen:
Debat om Ændring af Flexboligordningen
Ændring af Vedtægter for Fejøforeningen