Så blev Sankt Hans fejret, også på Fejø. Omkring 150 mennesker kom forbi Dybvig Havn, hvor flere havde valgt at spise sammen, inden bål, heksepris og båltale. Pga. afbrændingsforbud var der kun et lille bål i bålfad, men til gengæld fik vi uddelt Heksen pris til en der har gjort et stort arbejde, og talen havde fokus på øens store fællesskabs-ånd. Talen til Heksens Pris, samt båltalen af Anne Molony kan læses her under.

Fejøforeningen, der stod bag arrangementet, takker for den store opbakning og for en dejlig aften.

 

Heksens pris 

Så er det tid til at uddele Heksens pris.

Vi har modtaget mange indstillinger, og det siger vi tak for.

Især én person blev nævnt mange gange, og vi har i bestyrelsen valgt at følge de mange.

Heksens pris 2018 tildeles Christina Brydegaard.

Begrundelserne i de modtagne indstillinger om Christina har været:

Hun har i de seneste 2 1/2 år været utrolig ihærdig, udholdende, vedholdende og kompetent i forhold til at få etableret samme service på Fejø som i resten af Lolland kommune inden for hjemmehjælp.

Der er udarbejdet utallige skrivelser med dygtig argumentation til Lolland kommune og til Ankestyrelsen. Og det har givet et godt resultat.

Christina har sørget for, at det er rart at blive gammel på Fejø.

Hun har skabt sikkerhed for, at alle ældre og syge kan få pasning, når der er et behov.

Man kan nu trygt blive gammel på Fejø, ja på alle 3 øer i Lolland Kommune, og endda på alle småøerne i hele landet.

Fejø er umådelig heldig at have sådan en person som Christina boende. Hun er et stort aktiv for øen – tak til Christina, fordi hun er her.

Christina er et fantastisk menneske med en positiv tilgang til tingene og et godt hjerte, som brænder for de små og svage i samfundet

Så HEKSENS PRIS 2018 går til Christina Brydegaard.

 

Båltalen, Sankt Hans 2018 på Fejø

Af Anne Molony

Vi fejøboere er kulturskabere.

Tak til Fejøforeningens bestyrelse for at I ville have mig til at holde båltalen, det anser jeg for at være en stor ære.

Mick og jeg flyttede til Fejø i 1998, så vi har boet her i 20 år. Vi er meget glade for  at bo her, glade for at vi traf det valg om at flytte hertil, og vi tænker vi skal dø her. Livet her er fuld af mening for os.

Som barn  lærte jeg at elske det bakkede åbne landskab, som er så dansk. Kornet og græsserne bølger, landskabet lever, det er som pelsen på et stort dyr.

Jeg er vokset op hos mine bedsteforældre på en gård ved Sorø. Min morfar ejede selv gården og økonomien var sund. Dengang var 120 ha en stor gård. Det var fra 1952 – 1960.

Der var grise, køer, høns og får, ung pige i huset og karle i stalden og fodermesteren og hans familie og der var brændekomfur i køkkenet.

Jeg husker tærskeværket, som stod ude i laden – og jeg husker afløseren for tærskeværket, den store revolution: mejetærskeren.

Senere, i 80´erne, fik jeg kendskab til landbrug i større stil hvor det store landbrug på 1150 ha på Svanholm skulle lægges om til økologi. Jeg boede på Svanholm sammen med 100 andre voksne i et par år og arbejdede blandt andet med godsets økonomi, jeg arbejdede også i skovgruppen og i Børnehuset. Det var spændende at få indsigt i hvordan mere forpligtende fællesskabsformer kan fungere – Svanholm lever stadig i bedste velgående. Svanholm var – og er stadigvæk – et fælleseje, den juridiske person er et kommanditselskab.

Havet, det lavvandede stille hav, lærte jeg at kende og elske når jeg var på sommerferie hos min faster Annelise på Fejø. Hun havde giftet sig med en frugtavler på Fejø. Det var i 1961 og dengang kom børn på sommerferie hos nære slægtninge.

At være på stranden, at fange krabber, at stryge rejer, at være med ude og blusse ål når det er havblik, at se på at det liv der er i vandet, det er fuldstændig magisk, at bade, at svømme i det lave, lune vand – det elsker jeg.

Selve strandkandten, den er der ingen, der ejer – vi har en lovgivning der sikrer os ret til at opholde os ved vandkanten fra solopgang til solnedgang.

Ressourcerne

Det største ressource vi har på Fejø er stilheden. Roen. De stjerneklare nætter. Der er ikke mange steder i Danmark hvor stilheden findes som den findes her på Fejø.

Næste ressource som jeg vil nævne er fællesskabet – for vi har mange ressourcer. Vi fejøboere er kulturskabere.  Vi skaber selv vores kultur.

Det er vildt, hvad vi skaber, her vil jeg nævne nogle af vores årligt tilbagevendende arrangementer, de skaber ikke sig selv, skulle jeg hilse  at sige.

Jeg opremser i flæng: Fællesudflugten, fællesspisningerne, billardturneringer, hornfiskekonkurrencer, ugentlig sejlads med drivkvaserne Mæfikken og Christine. Pæreskuder, Æblets Dag, pinsekarneval, Kammermusikfestival, årlig revy- og teaterforestilling – jeg kunne blive ved.

Og så har jeg ikke nævnt alt det, der sker i vores lille kirke med et meget aktivt menighedsråd, en smuk, smuk middelalderkirke med en lang tradition bag sig.

Vi driver selv vores skole, vi har selv bygget Fejø Hallen og vi driver den, vi har restaureret Møllen og driver den, drivkvaserne restaurerer vi løbende og holder dem vedlige, vi driver selv biblioteket og vores lokalhistoriske arkiv,  Havnelauget købte Café Dybvig og sørger for den løbende forpagtningsaftale, en forening købte bådværftet og holder gang i dét og sådan er der sikkert endnu flere, som jeg bare ikke kender til.

Mange af øens funktioner driver vi således selv i små fællesskaber, der vedrører hele øens liv, små fællesskaber der har skabt en passende juridisk person, altså en organisationsform, der gør at vi kan have ejerskabet over disse ejendomme og værdier i fællesskab.

På Fejø findes et “VI”, det er en kultur, der rækker langt ud over “jeg”  og “mig”, med masser af hjælpsomhed og tillid

Næste ressource som jeg vil nævne er foretagsomheden

Mange af de unge, der vælger at bosætte sig på Fejø, har deres egen virksomhed med , små virksomheder, mikrovirksomheder, og hvis de ikke har den med, så starter den een.

Og det er ikke fordi jeg synes det er uvæsentligt med de større virksomheder, de er også vældig foretagsomme og de skaffer arbejde til mange – Fejø Frugt, Solvang og så videre, det er alle tiders, det er fantastisk, og vi har mere end 100 arbejdspladser på øen og vi har indpendling lige så vel som vi har udpendling – men jeg vil gerne fokusere på de nye – eller relativt nye –  små virksomheder som drives af unge og yngre menneskers  virkelyst og gå-på-mod.

Café Dybvig er eet eksempel, de laver måske Danmarks lækreste pizza. Bruger konceptet om lokale råvarer, så der  er pasata fra Diego og kød fra Hans Jørgen//Fejø Frilandskvæg og lokal æblemost

Inde og Ude – skabt af Sophie
Nydelse og Nærvær – lige startet af Astrid

Pasta Principato  – Diego og Katharina har gjort et kæmpe forarbejde og produktionen af pasta forventes at starte til januar

Hampus lille træ-klatre-og-fældefima

Jeannie og Garrys lille permagrøntsagsdyrkning

Aguila er fysioterapeut, hun giver behandlinger på Centret og  tilbyder Integral Movements

Siguns massage

Ditte og Thomas har taget deres lille aps med til Fejø, lækker frugtmos til babyer, ØKOLOGISK – Fra Fejø

Anastasia er iværksætter med eget firma, hvor hun blandt andet maler og fotograferer heste.

Lou er i gang med at skabe en lille permakultur virksomhed, hvor hun blandt andet vil undervise, og hun har holdt sine første kurser, lige nu skal hun til Norge for at undervise

Og der er sikkert flere.

Mange af de unge, som jeg her taler om, de vil noget andet og endnu mere, de vil et mere forpligtende fællesskab, de vil økologi, de vil have tid til det nære og det nærende, de er myreflittige, de vil gerne arbejde men ikke kun for at tjene penge, de er frie fugle med stor selvstændighedstrang, de er kloge, de vil dyrke deres grøntsager og være selvforsynende, de vil give deres børn et godt liv – og så cykler de, mange af dem, de gider ikke køre så meget rundt i bil

Vision og strategi – se fremad

Fejø har en vision, en Visionsplan som gælder 2016 – 2021, udarbejdet af en gruppe fejøboer på baggrund af det andet visionsværksted, som vi holdt i august 2014. Vores visionsplan er godkendt af Lolland Kommune og den er indfældet i den kommunale udviklingsstrategi. Såvel visionsplan som kataloget fra Visionsværksted 2 kan man finde på hjemmesiden.

Fejø vil holde fast i at være et helårssamfund, der skal være balance aldersmæssigt, socialt og økonomisk. Handler om bosætning, arbejdspladser, turisme, skole og eksperimentel frizone .  Blå Landevej

Når vi skal udarbejde vores ny vision – og det skal vi snart til at i gang med , for ting tager tid og en visionsplan skal åbenbart være færdig over 1 år før den kommer til at gælde, fordi den skal indføjes i den samlede kommunale strategi – hvilke elementer er det da vigtigt at indarbejde i den?

Vi har gang i mange ting for at få det hele til at fungere, vi er flittige – og alt det, som vi gør sammen, skaber glæde for os, det skaber mening og livskvalitet. Det er bare vigtigt OGSÅ at se fremad. Hvor vil vi hen? Udviklingen kommer af sig selv, det kan vi være sikre på, men hvordan vil vi præge udviklingen? Sammen.

Eet af mine bud er at Fejø Kirke skal skrives ind i vores vision. Så vi begynder at sige at vi har færge, skole, købmand, læge – og kirke.

Selv om kirken ikke hører ind under Lolland Kommune, så er den vores fælles historiske middelalderkirke og den er et et fælles anliggende, uanset om vi er medlemmer af Folkekirken eller ej.

Kirken er dels den konkrete bygning med begravelsespladser. Men kirken er også det sted hvorfra en overordnet etik formidles, kærlighedsbudskabet.  Troen på og længslen efter det, som er større end os selv hver især, det gode, det kærlige, det tilgivende – det er grundlaget for alle vore forestillinger om demokrati, retfærdighed og fællesskab. Uanset om vi tror på Gud eller ej , så er Kirken – med stort K – en hovedhjørnesten i hele vores måde at skabe samfund på, ikke kun på Fejø.

Vi skal udvikle vores fælles værdimæssige fokus. Vi er godt i gang, for vi er enige om venligheden og hjælpsomheden, forståelsen og accepten af forskellighed.  Vi er 17 nationaliteter nu, der lever i fred og fordragelighed på denne her ø, jeg læste engang at Laust har sagt at parallelsamfund og de fremmede, der er ikke noget vi kender til, for vi er alle fuldt integrerede medlemmer af det fællesskab, vi har på øen, og som vi alle bidrager til at få til at fungere på hver vores måde.

Jeg mener at vi skal blive ved med at gå efter drømmene og tænke stort.  Jeg mener: hvem tænkte at vi selv kunne restaurere en mølle eller at vi kunne bygge en sporthal, men vi gjorde det, vi fandt tiden til det og de andre ressourcer der var nødvendige og så GJORDE vi det. Vi skal fortsætte med at samarbejde, med de vigtige samtaler, med dialog.  Og vi skal gå efter det magiske, det lette, det legende,

Og vi skal lade Fejøforeningen blive en paraplyforening med et professionelt sekretariat – det var en ide Kirsten Sydendal fostrede helt tilbage i år 2000, måske er tiden ved at være moden til dét.

Og hvem ved måske skal vi have vores egen bank.

I Japan, som jeg og Mick besøgte i foråret, stod de med nøjagtig de samme udfordringer. Hele 30% af Tokyos befolkning ønskede at vende tilbage til landdistrikterne, til bjergene og den rene luft, men hvordan genetablere skoler og anden infrastruktur? Og hvordan leve et socialt liv som ungt menneske i et affolket område beboet af 80-90 årige?

Set i det lys er vi utrolig godt på vej her på Fejø.

Hvordan vi gør det sammen, fortsætter det arbejde, som allerede lykkes så godt via mange, mange mennesker utrættelige indsats, det er der ikke eet svar på, et lokalsamfulnd i udvikling er en kompleks mekanisme, og for at finde svarene, sammen, er dialogen, samtalen, indlevelsen og forståelsen uendelig betydningsfuld.

Hvad så – nu

Da jeg startede denne båltale fortalte jeg om enkeltmandsejet på min morfars gård og om fællesejet på Svanholm og om stranden, som er beskyttet mod ejerskab af en lovgivning, der sikrer at vi ALLE har ret til at være på stranden. Hvorfor gjorde jeg nu det?

Fordi historien viser, at enkeltmandsejet går nedenom og rabundus, mens fællesejet består.

Vi kan bare løfte mere, når vi løfter sammen

Og derfor tror jeg, at noget af det som vi skal arbejde rigtig meget med de næste 10 år, det er udvikling af fælles ejerskabsformer. Det har vi brug for for at kunne fortsætte den gode tilflytningsbølge, som vi er inde i og det vil kunne sikre mange af de generationsskifter, som er på trapperne.

Ejerskabet til jorden er vigtigt. Jeg har sådan en gammel indianer boende inde i mig, som synes at der sletikke er nogen der skal eje jorden, vandet eller luften, for vi er alle en del af det samme og ingen kan eje andre.

Realiteten er bare at denne gamle indianer bor i et samfund, hvor den private ejendomsret tillægges stor betydning og hvor penge giver angang til en hel masse, som er vigtigt. Man kan leve uden penge, hvis det er det, man vil, det findes der eksempler på og det er fint.. Det er bare ikke realistisk at tro at vi sådan BUM kan afskaffe penge og ejensdomsret og hvis vi skulle, så var det jo noget vi skulle være enige om, vi skulle finde frem til det i fællesskab.

Jeg vil gerne være med til at udvikle endnu flere fælles ejerskabsformer. Mit spørgsmål er nu til hver af jer: Hvad vil du være med til at udvikle på Fejø i fremtiden? Hvem vil du tale med om det, som du vil være med til?

Det er bare så vigtigt, det med samtalen og også at tale med dem, som man måske ikke lige taler med ellers. Sådan en Skt Hans aften er en god mulighed for dét. At tale med een du endnu ikke kender.

Med denne opfordring til at bruge denne aften til vigtige samtaler, ikke mindst med mennesker som du ikke kender endnu vil jeg sige mange tak for ordet og ønske en fortsat rigtig god Skt Hans aften.

Anne Moloney, 23.06.2018