Vi havde det andet visionsmøde for Fejø søndag den 3. november 2024 kl. 10-13 på Fejø Børne- og Kulturhus. Ca. 15 personer deltog i mødet.
Formand for Sammenslutningen af Danske Småøer Kirsten Sydendal indledte med et oplæg, hvor hun fortalte om væsentlige begreber og aktuelle tiltag, som kan få stor betydning for øernes herunder Fejøs fremtid.
Kirsten tilkendegav, at med alle de nye tendenser der er omkring os, vil der komme en udvikling også på Fejø.
Efter Kirstens oplæg var planen at vi skulle i tre grupper med emnerne infrastruktur, natur & landbrug og bosætning. Da vi var relativt få deltagere, valgte vi i stedet allesammen at behandle alle tre emner et for et.
Det gav anledning til mange nye input. I dette lille referat vil nogle af de væsentligste pointer og forslag til at blive medtaget i planen blive omtalt.
Helt overordnet har ejerskab af jord og bygninger stor betydning for Fejøs fremtid (både for indbyggere, natur og landskaberne). Derfor er det vigtigt med et holistisk syn, der giver plads til alle aktører.
Infrastruktur
Der skal arbejdes for at bevare den gode infrastruktur vi allerede har på øen (og forbedre den når det er muligt). Det er især Skolen, Købmanden, Færgen, Bussen, Lægen og Præsten.
Et ønske er at Fejøbussen i skoleferieperioderne kører med en udvidet køreplan end hvad der nu er gældende, især i perioden med turister og arrangementer.
Transport af skolebørn til og fra Stenoskolen bør sikres.
Købmand. Så længe vor nuværende købmand (Henrik) er her, er tilfredsheden meget stor. Når Henrik ikke vil mere, er ønsket, at butikken kan sælges til en ny købmand. Vi talte om de nye hybridbutikker (som har reduceret åbningstid og til gengæld er døgnåbne for registrerede kunder som kan betjene sig selv) – der vil mangle meget! Apotek, Brænde, Olie, Bibliotek, Post osv.
Lokal hjemmepleje på Fejø – det er et ønske, som der skal arbejdes med.
Natur & landbrug
Arealomfordeling blev drøftet ud fra flere synsvinkler.
Der er en forventning til, at der vil ske noget på området.
Trepart aftalen er på vej og fokus på bevarelse og udvikling af natur vil være en del af det, der skal arbejdes med.
Mon landmændene vil afgive/sælge noget af deres jord? Det forventes umiddelbart, at landmændene ikke vil sælge, og hvis det kommer til at ske skal der være en kompensation – der skal være noget i det for landmændene.
Vi drøftede flere eksempler på hvor arealfordeling (og opkøb ved fx fonde) har fundet sted, og hvordan det har givet noget tilbage til naturen. Herunder er der et ønske om at finde en løsning til at få udyrket jord 10-20 meter fra kysten. Det vil betyde at der ikke bliver sprøjtet til vandkanten, og at der kan blive en mulighed for i større grad at færdes i de kystnære områder.
Hvordan mon landbruget på Fejø ser ud om 10 år, og hvad kan vi gøre for at påvirke det i retning af større diversitet?
I udgangspunktet ønsker vi ikke udenøs ejere, da risikoen er at jorden bliver lagt ud som blomsterbrak og at det medvirker til affolkning af øen.
Vi ønsker flere, mindre landbrug. Her er Katharina og Sissel et godt eksempel.
Fejø skal være opmærksom på om der er lodsejere (store som små) der gerne vil sælge jord i fremtiden.
Vi skal afsøge muligheder for at fonde kan opkøbe jord til brug for enten natur eller småskala-landbrug. Vigtigt at vi kender til alle de måder hvorpå man kan kompensere ejere af jord.
Anerkende boligejere og lodsejeres ejendomsret.
Der sker mange forandringer i landskaberne i de kommende år overalt i Danmark pga. grøn trepart, grøn omstilling osv. Her må Fejø ikke være bagefter. De muligheder der er for at Fejø som helhed kan nyde godt af forandringerne, skal udnyttes. Uden at nogen føler sig ”kørt over”.
Det er en vanskelig omstilling, som kræver dialog og respekt for hinanden. Men også noget som kan bringe en god udvikling til øen.
Bosætning
For Fejø er det et fokuspunkt at have et robust helårssamfund.
Det er en bekymring, at mange ejendomme går ud af helårsboligmarkedet. Her er fleksboligordningen en væsentlig trussel. Det tæller også, at der med opkøb af landbrugsejendomme ofte sker det at stuehusene kommer til at stå tomme og måske forfalde.
Der er behov for flere lejeboliger på Fejø, og trenden generelt er hen mod mindre boliger. Måske kan der støttes op om boligbyggeri på Landbolyst-grunden.
Centret er et eksempel på et sted på Fejø med flere mindre boliger.
Der er fonde og andre, som støtter op om boligbyggeri/-bevarelse, fx AlmenR og CLT. Måske kan Fejø-Fonden udvikles til at omfatte opkøb af ejendomme med henblik på udlejning.
Der bør være fokus på at bevare boliger fremfor at bygge nyt.
Kommunikation om øens ve og vel bør have et øget fokus for at øge bosætningen:
- Der skal vises øboere med deres liv og kultur. Og det skal være et ærligt billede heraf. Man skal være lidt robust for at kunne bo her.
- Fællesskaber. De skal være mere synlige De fleste er åbne og nogle er lukkede.
- Arbejdspladser og pendling. Der er flere arbejdspladser på Fejø nu end for 10 år siden. Her er arbejde inden for frugt, landbrug, bosted og pædagogik.
Visionsmøde 3 og 4
De efterfølgende to visionsmøder indkalder vi til søndag den 17. november kl. 10-13 og lørdag den 30. november kl. 10-13, begge gange på skolen.
Det sidste møde kommer til at handle om energi. Det arbejde er allerede i gang, og alle skal derfor have lejlighed til at diskutere det.