Små trætte størrelser bag på fars eller mors cykel på vej til institutionerne fyldt med andre børn. I regnvejr tidligt om morgenen inden det blev lyst. Det blev den rå virkelighed, da Louise Engelhardt fra Hillerødgade i Københavns nordvestkvarter skulle genoptage arbejdet efter sin første barsel med Carla. En virkelighed hun ikke brød sig om. Hun og Jesper besluttede derfor at forlade storbyen og fandt i stedet et hus på Fejø. Her har de siden fået Nanna, og Carla og Nanna får nu en barndom på Herredsvej 282, der er noget anderledes end den, de ville have fået i København.
– Vi fandt Fejø, fordi Jesper har familie på Femø, og fordi vi kender Pia og Greg fra Herredsvej 299. Efter at vi havde fået Carla, syntes vi, at livet i København var alt for hektisk til os, og vi brugte alligevel aldrig byen, fortæller Louise.
Så Louise og Jesper begyndt at lægge planer. Louise blev gravid (tjek), huset blev købt (tjek), og den lille familie nåede lige at flytte til Fejø fem uger inden Nannas fødsel (tjek). Det betød at Louise kunne afholde barslen på Fejø, og de havde på den måde et år til at ”lure af hvordan det ville være”, som Louise siger.
I dag – to år efter – arbejder Louise som støttekontaktperson i Social- og Psykiatrisektoren i Lolland Kommunen, og Jesper er ansat som udkørende nattevagt i hjemmeplejen Rødby. Han har nattevagter hver anden uge, hvor han tager 22-færgen om aftenen og kommer hjem med 9-færgen om morgenen.
– Oprindeligt regnede vi med at det kun var mig der skulle have fast arbejde på Lolland. Vi havde forestillet os at Jesper kunne arbejde her på øen med forefaldende arbejde, men så kom krisen, så sådan blev det ikke, fortæller Louise.
Men selvom begge arbejder uden for Fejø, føler de stadig, at de har fået god tid til deres børn. Jesper har fri hveranden uge, og de uger hvor han arbejder, sover han om dagen og kan altid hente pigerne om eftermiddagen. Oftest kan Louise også selv nå 15- eller 16-færgen hjem. Louise har desuden mulighed for at flekse og kan for eksempel ordne skriveopgaver om aftnen ved pc’en.
– Når vi er hjemme, er vi sammen på en anden måde. Der er ikke så meget at rende til. Man kan ikke lige nå i Silvan eller nå de sidste tilbud i Bilka. Og alt det hektiske med ambulancer osv. Det er der jo slet ikke herovre. Her er ro. Fejø er et reklamefrit rum. Og sejlturen til Kragenæs udnytter jeg jo til at få ordnet nogle samtaler over telefonen, mens jeg sidder på færgen. Så føler man jo ikke det er transporttid. Det er balsam for sjælen at sidde på færgen hver morgen og se at dagen gryer. Det er rigtig dejligt, siger Louise, der ikke savner morgentrafikken på cykelstierne på Nørrebro.
Louise kunne slet ikke undvære at have job på Lolland:
– Jeg kunne ikke være herovre på Fejø. Hatten af for dem, der kan være hjemmegående og få tiden til at gå med ting og sager. Jeg kunne bare ikke. Jeg er glad for at kunne tage på arbejde og – i virkeligheden – for at kunne komme af øen. Jeg er glad for at kunne komme til et sted, hvor man ikke altid skal huske at have labben oppe.
Hen imod slutningen af sin barsel begyndte Louise også at få lidt økuller. Og det kom bag på hende, hvor ”travlt” folk har med hinanden:
– Jeg synes, folk her på øen snakker meget om hinanden, fx om at ”han er på sygedagpenge samtidig med at han arbejder”. Den kedelige del af det. Om man bruger udenøs håndværkere eller håndværkere fra øen. Al den snak! På mange andre områder er det jo godt at interessere sig for hinanden. Det troede jeg ikke, der var så meget af. Men jeg kunne mærke, at efter et år på barsel begyndte jeg selv at gå op i alt det der og hvad der stod på mailinglisten, og så vidste jeg, at jeg måtte tilbage på arbejdet, griner Louise.
Louise og Jesper kan mærke,at de som nye tilflyttere fra en storby er mere vant til at kræve deres ret og give udtryk for deres forventninger end folk der har boet på øen i længere tid:
– Vi som kommer fra storbyen, hvor der hele tiden er mange muligheder at vælge imellem og mere konkurrrence på alle planer, er nok hurtigere til at sige: – Hvad med det og det? – Hvorfor gør I sådan? – Hvorfor gør I ikke sådan?, siger Jesper og fortsætter:
– Dem der har boet her længere tid, er lidt mere tilbageholdende. De ved godt at ting tager tid, især her på Fejø, så de kræver ikke deres ret på samme direkte måde. De overlader det lidt til os nye, hvis nogen skal brokke sig over noget, eller også påvirker de sagernes gang på en mere indirekte måde.
– I København skal du jo råbe højt og gøre opmærksom, hvis du er utilfreds med noget. Ellers bliver det ikke ændret. Og det er nemt at buldre frem, når man stort set er anonym. Her på Fejø er det anderledes, konstaterer Jesper (http://www.casinos4dummies.co.uk/playtech-step-up-usability-on-mobile/).
Louise lærte i starten hurtigt ligesindede øboer at kende, da hun som nybagt mor kom med i Fejøs mødregruppe, og efterhånden har hun og Jesper – som andre forældre – lært det meste af Fejøs forældrekreds at kende via børnene i Børnehuset. Jesper er kommet med i Jagtforeningen og møder mange øboer, når han går tur med hunden.
Begge føler at de efter to år er faldet godt til. Ingen af dem havde forventninger om, at folk stod klar og var superivrige for at lære dem at kende:
– Vi er kommet meget på Femø, hvor min mors familie har haft sommerhus hele livet. Vi ved, at det i et lille samfund som Fejø eller Femø tager lidt tid at komme ind på hinanden. Det er noget man gør stille og roligt. Man skal lige føle hinanden på tænderne. Det nytter ikke at komme og være et bulderhoved. Man kan lige så godt tage det stille og roligt. Med tiden bliver det jo til mere end et hej. Det giver sig selv, forklarer Jesper.
Ved at flytte til Fejø har Louise og Jesper fået en bolig på samme størrelse som den, de havde, plus råd til nyt tag og et dejligt nyt køkken, som de nyder hver eneste dag.
– Her på Fejø har vi fået mere luft i økonomien. Vi arbejder begge to, men i København kunne vi ikke sige vores job op uden først at have fået job et andet sted. Det kan vi her, hvis vi får lyst, og det giver en dejlig frihed, siger Jesper og Louise samstemmende.