Tekst og foto: Kirsten Murhart
– Jeg har boet på Fejø i halvandet år og kender allerede mange. Da jeg boede i Sallerup, kendte jeg stor set ingen, selvom jeg havde huset i mange år. Forskellen er, at på Fejø lever man. Andre steder bor man, fastslår Sofus.
Kælenavnet Sofus fik han af sin gudfar i 1940 – og siden er han aldrig blevet kaldt andet.
Det er i det hvide bindingsværkshus på Herredsvej 100, Sofus har slået sig ned. På adressen har der tidligere været bl.a. lysstøberi og pizzeria. Frugtplantage er der stadig på de 9.000 kvm. Den har været forsømt, men Sofus har nu fået halvdelen under kontrol, og resten skal også stå trimmet snart.
Udendørs bemærker alle forbipasserende de mange ting til havens forskønnelse. Store og små figurer, fuglebade, springvand og krukker. Sofus har siden 1988 importeret fra Spanien, og han har allerede solgt en del – både til lokale og kunder langvejs fra.
Planen er alt holde åbent nogle timer tre dage om ugen, så kunderne også kan komme ind i Fejøs nye ”Antik og genbrug”. I de rummelige lokaler er der alt fra antikke møbler, vinylplader, porcelæn, glas, samlerobjekter – ting, man næppe havde forestillet sig. En særlig afdeling er juleting – rigtige porcelænshuse, engle og alverdens skønne julekugler. Gamle ting og nye ting.
Eventyr og tusindkunstner
Efter tiden på skotøjsfabrikken tog Sofus på langfart. Han sejlede over hele verden i 10 år. Hans fortællinger og oplevelser kan sagtens fylde en bog. Han valgte at gå i land, da han blev gift og fik børn. Men eventyr har det ikke skortet på siden.
Sofus har haft kiosk, været redaktør, haft hus i Spanien, danset squaredance, drevet cafeteria og stået for Halskov Kræmmermarked på 18.000 kvm ved Korsør og meget andet. Han er en god fortæller, optimistisk og ser nye muligheder overalt. Han har også lavet mad til over 200 mennesker i parken på Knuthenborg.
Sofus mistede sin kone i 1991 og har siden 2000 haft en veninde, der desværre er blevet ramt af demens. Huset i Sallerup og huset på Herredsvej har han overdraget til henholdsvis datter og søn.
– Jeg skal jo ikke have noget med i graven, fastslår han.
Sofus vil i løbet af de næste tre år restaurere huset på Herredsvej udvendigt. Der skal skiftes bindingsværk og flere vinduer. Døre og vinduer laver han selv.
– Du kan næsten alt, hvis du bare vil, smiler han. Så må man jo bare finde ud af, hvordan det skal laves.
Sofus er døbt Knud Ove Svendsen. Han er 79 år, født i Feldborg i nærheden af Karup. Der var seks børn på det lille landsted. Da Sofus var fem år, blev forældrene skilt. De tre børn kom med hans mor til København. De tre andre
blev hos faren i Jylland. Efter konfirmationen fik Sofus arbejde på en skotøjsfabrik i København, og allerede efter 14 dage blev han betroet at hente lønninger i banken.
Han har to børn, en datter og en søn – samt et barnebarn og et oldebarn.