Tekst og foto: Kirsten Murhart
Hej. Så er jeg på øen med masser af strik og hæklerier i nye farver.
Sådan har Grete Madsen skrevet på listen mange gange til fastboende og gæster på Fejø, men hvem er den kreative strikker egentlig?
– Jeg har faktisk strikket, siden jeg var seks år. Jeg har også strikket som ung, men så kom der en pause med job og barn. For en snes år siden begyndte jeg igen. Der var kommet så meget lækkert garn frem, og når vi kørte på ferie til Sydeuropa, strikkede jeg i bilen.
– Det er jo umuligt at bruge det hele selv, så jeg begyndte at sætte lidt ud ved vejen. Jeg havde også en bod på ”Æblets Dag” og opdagede så, at jeg kan sælge mine ting. Jeg kan godt lide, når andre kan bruge det, jeg laver.
– Det er også meditativt at strikke, så jeg kan godt forstå, kvinderne strikkede i gamle dage – de fik sig et legalt frirum, når de sad med deres håndarbejde, smiler Grete.
For et stykke tid siden blev Grete Madsen spurgt, om hun ikke kunne lave et hæklekursus. Det har hun nu besluttet at gøre. Det kommer til at foregå over nogle gange i løbet af sommeren i haven, smukkere klasselokale er svært at finde. Hun har også så mange garnrester og hæklenåle, at det ikke er nødvendigt at købe det hele for at være med.
– Et efterår, lige inden vi lukkede huset, bankede det på døren. Det viste sig at være en dame, der ville købe pulsvarmere, fortæller Grete.
Hun glæder sig over de små historier, hun får fra kunderne. Hun har også haft den glæde, at hendes nu afdøde mor har bidraget med strik, der er blevet solgt.
– Selvom min mor havde ondt i leddene, kunne hun strikke med bambuspinde og blød alpacauld.
Grete Madsen er 64 år og på efterløn efter et arbejdsliv som sygeplejerske. Hun er gift med psykolog Christian Jacobsen, der stadig arbejder. Parret bor på Frederiksberg. De har haft huset på Storemosevej 104 i 15 år og forventer at bruge det mere, når Christian går på pension. Parret har en søn på 32 år og en svigerdatter. |