Tekst og foto: Kirsten Murhart

Jan Kristiansen er født på Fejø – i huset på hjørnet af Herredsvej og Skovvej. Da han som ung flyttede fra øen, var det for at uddanne sig til skorstensfejer, og det var dengang svært at forestille sig, at han skulle ende som kroejer på Fejø.
– Jeg har altid lavet mad. Det interesserer mig. Privat har jeg altid haft et stort køkken, jeg har også taget ud for at lave mad for andre, så Centerkroen er ikke den store omvæltning, fortæller Jan, der har ry for at lave go’ mad.
Tilfældigheder i livet har budt på mange nye muligheder. Jan har drevet mekanikerværksted og haft vandrerhjem i Ringsted gennem syv år. Her arbejder den ene søn stadig, mens den anden læser statsøkonomi på CBS. Jan og hans kone har også haft forsamlingshus i Skælskør.
– For tre år siden fik Margit en blodprop i hjernen, og for ét år siden fik jeg en blodprop i hjertet. Så vidste vi, det var på tide at drosle ned. Det var et par vink med en vognstang.
– Tempoet er det bedste ved Fejø. Det kører i et andet gear her. Vi når det jo nok. På vandrerhjemmet arbejdede vi fra 5 morgen til 23 aften, nu er her mere ro på. De andre spisesteder på øen tilbyder frokost, og så koncentrerer vi os om aftensmaden. Det er mere roligt.
For Jan har det været vigtigt at holde en lav pris på dagens ret, så det også er et tilbud til de ældre, der ikke selv vil lave mad. Desuden har Centerkroen succes med billard. Kroen har tre billardborde. Den seneste turnering havde 125 deltagere – og der blev udsolgt på kun tre timer.

Folk og huse
Da Jan og Margit besluttede at købe øens tidligere ældrecenter, åbnede overtagelsen mange andre muligheder. Udover restaurant og billardaktiviteter bor seks familier fast i centrets små lejligheder, der er fitnesscenter, lidt indtægter fra ældreklubberne samt Region Sjælland, der har lejet sig ind med lægehuset. Centerkroen beskæftiger foruden ejerne to flexjobbere.

Privat bor Jan og Margit på Herredsvej 255. Huset blev købt 1. februar i år. I alt ejer parret ni huse på Fejø. Det er karakteristisk for Jan, at der ikke er ret langt fra idé til beslutning. Husene er blevet købt lidt efter lidt, fordi muligheden pludselig kom, og så kan de jo lejes ud.
Undervejs i livet har Jan også kørt lastbil mange steder i Europa, han har kørt med forsøgsdyr til lige så mange lande – og han vil fortsat gerne køre med dyr. Jeg elsker at køre bil, siger han med et stort smil.
– Men rejse gider jeg ikke mere. Jeg har jo set det meste, så jeg bliver her – der er jo altid noget at pusle med. Jeg synes, fremtiden ser lovende ud for øen, fordi der er ro om skolen, vi har en købmand og en nogenlunde stabil færgedrift, så…

Jan Kristiansen er 62 år, gift med Margit gennem mere end 25 år. Parret har to sønner og tre børnebørn.
Centerkroen Fejø tilbyder hele året dagens ret, grillbar og lidt a la carte. Centerkroen Fejø ligger på Herredsvej 179.