Henrik og Nelly Hesselberg over tog købmandsbutikken på Fejø pr 1. marts 2005. Jeg tog plads i det hyggelige køkken i privaten for at høre lidt om parret, om deres planer og fremtidsforventninger..

Henrik: At overtage butikken her, er en naturlig konsekvens af min faglige baggrund. Jeg blev udlært i Brugsen i 1980 og har arbejdet i branchen stort set lige siden. Nelly og jeg har i fællesskab været selvstændige kioskejere i Sakskøbing siden 1999. Sideløbende har jeg drevet Pit-Stop i Nykøbing Falster, som jeg solgte i februar i år efter at vi havde besluttet at overtage forretningen her. Da jeg i efteråret så, at Hanne og Kurt havde fortrudt deres køb herovre, rekvirerede jeg regnskabstal på butikken, og da jeg så, hvad det her var, så var der sådan set kun en vej, og det var ud over bakkerne… For det her er en god forretning og lokalområdet er utroligt dejligt – jeg kender godt øen, idet jeg er kommet herovre igennem flere år som lystfisker. Og vi er rundet de 40 begge to, og sådan et sted her vil vi gerne bo og blive gamle. Så det var hovedårsagerne til, at vi rykkede herover. Generelt synes jeg, at der er en tendens til, at vores samfund bliver mere og mere fortravlet. Men herovre er det anderledes; her er fred, ro og nærhed. Lokalbefolkningen herovre er fantastisk rare. Man kan mærke, at der er en hygge blandt folk, alle kender hinanden, og der er en utrolig god og frimodig omgangstone ude i forretningen. Egentlig er dette, hvad vi har søgt i lang tid; at komme til et sted hvor folk som udgangspunkt er rare overfor hinanden. Og det er helt utroligt, så godt som vi er blevet modtaget her…

Men det er ikke noget, I sådan har gået og overvejet over tid? Da I så det, så tænkte I bare ”Ja, selvfølgelig”, eller hvad?

Henrik: I oktober så jeg artiklen i Folketidende om at Hanne og Kurt ville sælge, og da begyndte vi i det små at snakke om, om det ikke var noget, vi skulle kigge lidt på. For det første fordi vi ved, at på det faglige plan kan vi produktudvikle denne butik meget. Og for det andet, så er det at være selvstændig en livsstil. Der er gode dage og dårlige dage. På de gode dage kører alting, og på de dårlige arbejder man utroligt længe, fordi man gerne vil have, at det derude skal være i orden.

Og I er jo vant til at arbejde alle døgnets lyse timer?

Henrik: Sat op mod den arbejdstid jeg har haft de sidste fem år, så er det her deltid. Selvfølgelig bruger man tid i forretningen, men vi bor her også, så der er slet ingen tid, der går til transport. En søndag eftermiddag kan man godt ligge og flyde på sofaen en times tid, for derefter at gå ind og nusse med nogle småting. Det er rart. Om aftenen kan man sætte sig og nyde dagen, for så er man færdig. Så jeg synes der er meget fritid. Da vi havde Pit Stop, arbejdede jeg til kl 11 hver aften. For det var om aftenen, travkunderne kom. Jeg er meget travkyndig, og jeg har straks åbnet for, at man her i butikken kan spille på heste. Det er der allerede et par lokale der er begyndt at gøre, som man så kan få en hestesludder med. Hestesport er meget interessant. Generelt synes jeg, at folk herovre er meget modtagelige overfor nyheder. Og det har overrasket mig meget, professionelt set, at folk herovre er så bevidste om, hvad de spiser. Vi sælger uforholdsmæssigt mange gode produkter, hvor det ikke er prisen, der er det afgørende, men kvaliteten. Det kan jeg godt lide. Det ser man ikke i samme omfang andre steder.

Hvad er din fornemmelse af folks indstilling til, at I kommer med mange ideer og gerne vil lave nogle ting om?

Henrik: Min fornemmelse er, at det opfattes meget positivt. Specielt den økologiske del er der interesse for, og vi har snakket med folk om deres ønsker, og vi kan bestille det hjem, de ønsker. Det er min opfattelse at det tidligere har været sådan, at der var, hvad der var på hylderne. Og dermed har folk i højere grad handlet på den anden side. Men det er jo afgørende for et lokalsamfund som Fejø, at der er en dagligvarebutik. Og heldigvis er befolkningstallet herovre jo også stigende. Det er tydeligt en ø i fremdrift, og det var da også en af de ting, vi undersøgte, inden vi tog herover. Vi er meget imponerede over, så mange foreninger, der er på øen – det var vi jo inde på hjemmesiden og finde ud af.

Nelly: (grinende) vi blev dybt chokerede! Det er jo et meget aktivt lokalsamfund.

Henrik: Det er tydeligt, at der bor mange ildsjæle herovre. Jeg er selv sådan lidt af en ildsjæl-skråstreg-DAMPbarn, – der skal bare ske noget hele tiden… Hvis man kan stikke fingrene i noget, man kan lave sjov ud af, så synes jeg det er spændende. Derfor lytter jeg også meget gerne til, hvad folk siger. Og det, synes vi, bliver opfattet meget positivt. Vi havde jo fået at vide – før vi flyttede herover – at ”nu skal I jo passe lidt på, for det er et jo et øsamfund, og den slags er sære”… men jeg vil nok sige, at vi har kun mødt en utrolig åbenhed og venlighed her i forretningen. Vi har ikke været så meget ude på øen endnu, for vi skal jo lige have godt fat i rutinerne først… Men vi har kun mødt venlighed her, så det med at Fejøboerne er sære, det er en skrøne… Selvfølgelig ved alle lidt om alle i sådan et samfund. Vi kommer selv fra Grænge. Jeg havde kun boet der i 3 måneder, da miljø-sagen om Dansk kabel-skrot rullede, og med min vanlige sans for ikke at kunne holde min kæft, så blev jeg talerør for byen.. Jeg kunne slet ikke have, at sådan noget kunne finde sted i 90’ernes Danmark. Det var jo farligt for børnene at lege ude og farligt at spise de hjemmedyrkede grønsager. Så jo, jeg kan godt lide at engagere mig. Det er da også helt klart, at jeg gerne vil deltage i øens pulserende foreningsliv, men vi skal lige på den anden side af sommeren først… Men der er helt klart et par ret interessante klubber… Jeg er meget sportsinteresseret, og mon ikke om der også her er et ølhold… Men vi skal lige have føling med forretningen herovre først og blive fornuftigt integreret. Vi skal have en fornemmelse for, hvad vi kan sælge, så der bliver ingen revolutioner i forretningen det første halve års tid. Men til efteråret vil der blive en ombygning, så forretningen bliver mere rationel at arbejde i. Der vil også blive et bredere og anderledes sortiment end det kendes fra i dag, og der vil blive flere varer. Hans Åge og Minna har gjort et fantastisk flot stykke arbejde her i forretningen, og det har været deres liv igennem 42 år. De har fra ingenting af skabt en god forretning. Der kom så et mellemspil på 5 måneder hvor tingene ikke helt udviklede sig, som de helst skulle idet Kurt og Hanne måtte sælge igen. Men det mærker vi jo på folk, der siger ”nu bliver I her, ikkŽ?” For man er kede af, at Hanne og Kurt ikke nåede at falde til her. Både Nelly, jeg og vores søn Christian mærker at folk udtrykker med megen oprigtighed at ”nu håber vi, at I bliver glade for at bo her.” Og vi kan mærke, at det betyder meget for folk at have deres egen forretning herovre, som de også har mulighed for at præge. Så bare tag det helt roligt; vi bliver her, til vi går på pension.. Ellers så skal der da ske noget helt radikalt…

Hvad er de største forskelle fra hvad I kommer fra og så til det her?

Henrik: Folks venlighed! Herovre kan man mærke, at folk mener, det, de siger. Det har været meget positivt at opleve. Vi har kun været her i tre uger, men er allerede på fornavn med halvdelen af stamkunderne, og det er da kanon… Det passer mig fint, at det ikke skal være ”købmanden” men Henrik. Og så er vores søn Christian i lære i forretningen, så han er jo flyttet med herover. Så får han sin uddannelse samtidig. Han har jo altid tjent sine lommepenge ved at arbejde lidt hos os. Og det synes han er smadderskægt. Han er også ret udadvendt og kan godt lide at snakke med folk. Og så er han computernørd, og det er der flere af kunderne, der har opdaget. Og det elsker han. Han har været ude og hjælpe et par stykker allerede, det har han lige kunne klemme ind i en frokostpause. Nogen hører noget, og så snakker man om tingene som det mest naturlige i verden. I sidste uge var der en, der sagde, at det var som om, vi havde været her altid. Og det var rigtigt rart at høre. Så har vi da gjort noget rigtigt i vores omgang med folk derude. Det skal heller ikke være så formelt. Der skal være plads til lidt fis og ballade.. Ellers er det for kedeligt.

Nelly: For mig har det været rart at opleve, at når man sidder ved kassen og ekspederer, så pludselig står der nogen og snakker. Og de bliver ved med at snakke. Også selv om man er færdig. Det er smadder hyggeligt, og folk tager det afslappet. Om der så er en kø så lang som et ondt år, så er der ikke nogen, der brokker sig. En enkelt undtagelse er i de tilfælde, hvor én undskyldende spørger; ”må jeg ikke godt hoppe over, jeg skal nå færgen…!”

Der bliver stille et øjeblik. Nelly ser eftertænksom ud, så siger hun:

For år tilbage fik jeg fjernet en stor hjernesvulst, og var ved at dø, men jeg er kommet over det, og har det godt i dag. Men det er derfor, at jeg har lammelser i ansigtet. Det har jeg lært at leve med, men det er meget vigtigt for mig, at folk ikke har medlidenhed med mig. Jeg ser ud, som jeg gør. Og det har jeg gjort siden 86. Jeg var heldig, at jeg overlevede, så medlidenhed ønsker jeg ikke. Da Christian var lille blev han drillet i skolen med at hans mor så anderledes ud. Så tog jeg op i klassen og fortalte hvorfor det var. Og så var det i orden. De fandt ud af hvor alvorligt det var. Jeg er siden blevet tilbudt plastiske operationer, men det ønsker jeg ikke. Vi betragter selv folk, for det de er og ikke for hvordan de ser ud, eller hvad deres placering i samfundet er. Det, der tæller, er, om de er gode mennesker.

Henrik: Vores kiosk i Sakskøbing lå tæt på Saxenhøj, og der kom mange grumme skæbner derfra. Men de var lige så rare som dem i slips. De har bare haft et liv der gør, at de ligger og roder rundt i bunden af samfundet. Det var ærlige og oprigtige mennesker, men med et hårdt liv bag sig. Men det diskriminerer vi ikke folk på. Ingen af os ved jo, hvad vej vinden blæser i morgen, og der kan ske noget med os alle sammen. Man kan kun håbe på, at det liv, man har, og de ting, man gør, gør en forskel for en selv og for andre mennesker.

Nelly: Det præger også vores måde at arbejde på; vi vil gerne gøre folk tilfredse. Hvis folk er tilfredse, så er vi også tilfredse.

Henrik: Det søger vi at opnå eksempelvis ved at arbejde meget aktivt med sortimentet i grøntsagsafdelingen. Op til de to sidste weekender har vi prøvet at hive alle mulige sjove specialiteter hjem – og det blev solgt! Men vi ved jo godt, at vi ikke nødvendigvis skal have et kæmpe sortiment om sommeren. I sidste uge solgte jeg 450 plantesække – så jeg kan jo godt sige mig selv, at der sker noget rundt omkring i de små hjem på øen! Men udenfor sæsonen skal folk jo kun købe specialiteter. Op til sidste weekend tog jeg 40 potter basilikum hjem. Annemette, som trods alt har flere års erfaring herinde, rystede på hovedet… Men solgt blev de, og hun var meget imponeret! Men jeg skulle bare prøve… Min tanke var, at når folk går op i økologi, laver de også avanceret mad. Og det viste sig jo at være rigtig. Jeg har en 3-4 kunder nu, der kommer op sidst på ugen og lægger en ordentlig bestilling på økologisk grønt, som jeg så får hjem til dem lørdag. Og det er jo folk, der tidligere tog væk fra øen. De vil jo gerne støtte lokalt og sparer både tid og penge ved ikke at skulle tage på fastlandet. Det er jo positivt. Og vi er åbne over for at tage varer hjem til folk helt ned i styk…. Prismæssigt har vi ikke noget at skamme os over i forhold til butikker som Superbest og Brugsen. Men det er klart, at hvis folk sammenligner os med discount, så kan vi ikke være med.

Den første dag vi var her, brød telefonlinjen til dankortet ned. Og vi kendte ikke en sjæl herovre. Men halvdelen af dagens omsætning var på kredit! Vi kunne jo ikke bare smide folk ud af forretningen… Og vi fungerer jo også som bank; 80% af vores omsætning er på plastikkort.

Nelly: Vi måtte sætte vores lid til, at Annemette jo kender gud og hvermand. Så når hun sagde god for en, så fik de kredit. Og vi er ikke blevet skuffet for en krone.

Hvad tror I, I kan komme til at savne, ved ikke at være en del af en by?

Begge: Intet!

Henrik: vi har rendt hornene af os, og det er befriende at være herovre efter mange år i en stresset arbejdssituation i et stresset miljø. Selv om der er meget arbejde, er vi mentalt ikke stressede. Men man skal være klar til at give sådan et projekt her al den tid der skal til, især i starten. Og det kan vi, vores søn er jo 20 år, og han er jo enten i Bandholm eller hos kæresten eller også arbejder han. Så ham spekulerer vi jo ikke meget på; han passer sig selv…

Hvordan vil I gætte på, at butikken ser ud om fem år?

Henrik: Den vil nok se en del anderledes ud end i dag. Det vil være en mere moderne og up-to-date butik end den er i dag. Og den har sandsynligvis fået flere kvadratmeter butikslokale også.

Nelly: Der skal ikke ændres på mentaliteten, men butikken kan godt blive mere brugervenlig.

Henrik: En ting der aldrig vil blive gået på kompromis med i denne forretning, det er at min kone, Christian og jeg, og Annemette og evt andet nyansat personale vil altid være 100% nede på jorden. Det her vil aldrig blive et strømlinet sted, hvor man glemmer rødderne. Den personlige del af det at komme her i butikken, vil der aldrig nogensinde blive lavet om på. For det var en hovedårsag til, at vi rykkede herover; ønsket om at arbejde i en velfungerende forretning samtidig med, at det fungerer på det personlige plan. Det er meget vigtigt for os.

Interview, Merete Rostrup Nielsen