I 1980 flyttede det unge par Bjarke og Birgit Jensen på hhv. 26 og 18 år til Fejø. Bjarke startede op som selvstændig mekaniker og lejede værkstedet på Herredsvej 183. Det tilhørte familien til den tidligere mekaniker Ejgil Madsen som var død samme år. Birgit fik arbejde på Fejø Kro, og med tiden kom der tre børn til: Christian (1982), Steffen (1986) og Christina (1990). Det er 25 år siden, og i dag bor familien her stadig. På sit værksted, Q8 Service, reparerer Bjarke biler, bådmotorer, knallerter, motorsave og cykler, lapper dæk og sælger græsslåmaskiner, gas, diesel og benzin, og Birgit arbejder i Børnehuset. Sønnen Christian er udlært mekaniker, Steffen er i lære som mekaniker og Christina går i 9. klasse.

Hvor kommer du og Birgit fra, og hvorfor flyttede I til Fejø?

Vi kom fra Otterup på Nordfyn. Det var lidt et tilfælde at det blev Fejø. Det kunne lige så godt have været i Aabenraa eller et andet sted. Vi så en annonce i avisen om at værkstedet var til leje, og så prøvede vi at ringe på det for at høre hvad det var for noget. For vi ville gerne flytte hjemmefra begge to. Og så tog vi springet. Vi var bare kærester, eller forlovede, på det tidspunkt og boede bare et par kilometer fra hinanden. Fem år før var jeg blevet udlært som automekaniker. Men det var slet ikke meningen at vi skulle være her i så mange år. Meningen var at vi skulle være her i 3-4 år og så se hvad tiden bragte. Men det er så lige pludselig blevet til 25 år i stedet for. Og det er nok ikke slut endnu!

I det første år boede vi i en af lærerboligerne over for skolen, og så købte vi huset i Vesterby hvor vi bor nu (Herredsvej 5, red.). Jeg har haft værkstedet alle årene og har gået og rodet med det, og Birgit arbejdede først på Fejø Kro (den “gamle” kro på Herredsvej 93, red.) i 5-6 år. Så har hun været i Hjemmeplejen i nogle år og i Dagplejen i 10 år, og nu er hun ansat som pædagogmedhjælper i Fejø Børnehus. Så hun har også haft arbejde hele tiden.

Det har gået udmærket. Vi har ikke manglet arbejde! Selvfølgelig kan der være perioder, men jeg har aldrig haft den store trang efter at komme herfra. Jeg er faldet fint til. Jeg er 50 år nu og har jo så boet her halvdelen af mit liv nu.

Hvordan var det at flytte til Fejø i 1980?

Jeg er et gemyt som aldrig har haft de store problemer med dét. Selvfølgelig skulle folk nok lige se mig an i starten. De skulle se hvad jeg var for en ka’l. Men da jeg overtager en virksomhed som er kørende, er det jo meget nemmere. I stedet for at skulle starte op selv. Kunderne var der, og de kom til mig, og vi snakkede. Om det var Ejgil Madsen, eller om det var mig… Bare det var en der kunne lave bilerne, så var det godt nok. Jeg vil ikke sige at jeg går i folk med træsko på, men jeg plejer da at kunne snakke for mig. Så jeg synes aldrig det har været det store problem. Selvfølgelig har man da haft nogle kontroverser med nogle få, men det er ikke mange. Jeg synes det er gået godt i de 25 år.

Hvad gjorde du selv for at falde til? Var du aktiv i noget frivilligt arbejde?

Nej, ikke specielt, synes jeg. Jeg har været med i idrætsforeningen i nogle år, hvor vi spillede volleyball. Det er sådan set det vildeste jeg har været med til! Jeg har siddet i Fejøforeningens bestyrelse, men det var først efter en hel del år, 10 år, tror jeg. Da sad jeg der i otte år i træk, og i øjeblikket er jeg inde i bestyrelsen igen. Jeg blev shanghajet som suppleant og er på den måde kommet i bestyrelsen igen. Det var slet ikke meningen. Jeg var jo suppleant og regnede ikke med at genopstille. Jeg var ikke med til generalforsamlingen, men af en eller anden grund blev jeg genvalgt som suppleant og var bare med igen! Ivar trådte ud, og derfor kom jeg ind som bestyrelsesmedlem.

Jeg har ikke været med i andre foreninger. Jeg har koncentreret mig mest om mit arbejde, og der har jeg jo også mødt mange mennesker.

Jeg ved du er ‘Sprøjtefører’ i Fejø Brandkorps og at du for nylig fik Dronningens hæderstegn for 25 års god tjeneste i brandvæsenet. Hvordan kom du med i dét?

Da jeg kom herover og snakkede med Lajla Madsen (enke efter Ejgil Madsen, red.) angående værkstedet, fik jeg at vide at som mekaniker på øen, så var man nærmest “tvunget” ind i det her Brandværn som ‘Sprøjtefører’. Ejgil havde været det før mig, sådan havde det næsten altid været. Og 1½-2 måneder efter at jeg var startet, kom jeg da også med i det. Og jeg har været med lige siden. Næsten altid som chauffør på brandbilen. I starten var jeg jo føl, så da følger man jo bare med i hvad der sker, men alligevel har jeg selv dirigeret det mange gange. I gamle dage var det Asger Larsen der var ‘Brandfoged’. Han lod tit mig køre hele løbet og holdt sig lidt i baggrunden. I dag er det Jørgen Nielsen der er Brandfoged. Jeg har hele tiden været Sprøjtefører – det vil jeg meget hellere. At jeg dirigerer det samtidig med, det er så noget andet. Det er jo også meget rart at kunne det. Tit hvis Jørgen ikke er der, er det mig der må styre hele pibetøjet. Så vidt muligt jeg kan. Det går sådan set meget godt.

Nu har vi heldigvis ikke så mange brande om året. Der er heldigvis heller ikke så mange mere som der var førhen. Jeg mindes stadigvæk at vi var af sted næsten en gang om måneden til et eller andet de første mange år jeg var her. Det kan godt være det ikke var så slemt, men jeg syntes bare det var værre end det er i dag. I dag synes jeg ikke der sker ret meget.

Der er 16 mand tilknyttet herovre. Og så har vi jo så “baggrundstropperne” fra Nakskov – hvis det går helt galt. Allerede idet vi kommer ud til stedet, skal vi vurdere om brandfolkene fra Nakskov skal fortsætte. For de er kørt. De bliver alarmeret samtidig med os. Vi er kun en “førstehjælpsstation”, og vi skal sådan set bare køre ud og sørge for at det ikke breder sig alt for meget, og så kan dem fra Nakskov så komme og slukke det. Sådan har det altid været. Men jo mere vi kan slukke, jo billigere slipper de jo også. Men de er kørt fra Nakskov når vi rykker af sted. Det de skal vide, er bare om de skal tage færgen eller ej. Der har vi mange gange sendt dem hjem igen.

Vi skal være på brandstedet inden for et kvarter fra det tidspunkt vi bliver ringet ud. Somme tider har vi måttet løbe lidt stærkt, for det er ikke for meget tid. Især ikke hvis det er i et af øens yderområder. Det tager jo lidt tid at komme derud. Og kl. 4 om morgenen forsvinder minutterne hurtigt. Vi plejer altid at nå det, og vi har et kanongodt mandskab.

Vi er 5-6 stykker der har 25-års jubilæum efterhånden, så der er nogle der har været med i mange år. Vi får nogle enkelte nye i ny og næ. Det er som regel hvis nogen træder fra pga. alder eller fordi de flytter el.lign. Så snakker vi lidt sammen om hvem vi kan bruge. Og så spørger vi vedkommende om han synes det kunne være interessant. Siger de nej, er der ikke noget at gøre ved det – så må vi finde en anden. Det er noget vi snakker om internt. Men det er heldigvis ikke så tit at vi skal have nye. Inden for de sidste 3-4 år har vi fået 2-3 nye. Det er ikke den store udskiftning.

Hvad indebærer det at være med i Brandkorpset?

Du har 24-timers vagt. Du kommer hvis du er hjemme. Og hvis du ikke er hjemme, så kan du så ikke komme. Nu bliver vi alarmeret via sms. Det er helt nyt. Der står hvor det er det brænder, og så bliver vi ringet op. Dvs. de ringer til Jørgen (Nielsen, red.), og så ringer hans kone (Bente, red.) rundt til resten af flokken. Nu må vi se hvordan det kommer til at gå med sms-systemet, for ideen er som egentlig god nok. I stedet for at rende rundt med en stor og klodset Falck-radio på sig, så er det jo meget nemmere. Vi har været ude én gang hvor vi blev kaldt ud på den måde, og det gik hurtigt og godt.

Hvad er det værste du har oplevet?

Der har været nogle voldsomme brande indimellem. Der var en brand hvor vi ikke nåede at komme, og hvor der var en der var ved at brænde inde i et hus. Til alt held reddede naboen ham. Det var det lille bindingsværkshus der ligger over for Viggo Møller Sørensens hus. Det var et todelt hus førhen, nu er det ét. Manden lå og var bevidstløs inden for døren, men naboen fik ham med ud.

Den største brand jeg har været med til, var laden oppe bag ved Landbolyst. En stor trælade. Der skete forurening af jorden, og fordi Østerby Vandværk lå lige ved siden af, gav det bagefter en del problemer med den almindelige vandforsyning. Det blev en større sag. Det var en af de første brande jeg var til.

Der har været mange i løbet af de 25 år. Det er svært at huske. Men jeg glemmer alligevel ikke da Jens og Anne Mette Hummelmoses hus på Skaløvej brændte. Det forsvandt rimelig hurtigt. Jeg kunne se på forhånd at vi aldrig ville redde huset. Det gjorde vi ikke, og det kunne vi heller ikke have gjort. Det er nok det hus der er brændt mest ned for os. For vi plejer at være heldige med at få slukket det så ikke der ikke bliver den helt store sag ud af det. Der har været mange brande, men jeg har aldrig været med til nogen store gårdbrande og sådan noget. Det er før min tid. Det er også noget grimt noget at komme til.

Efter en voldsom brand, “debriefer” I så?

Vi snakker selvfølgelig lidt en gang imellem, men det er ikke så voldsomt meget. Der er ikke noget officielt… Nu har vi heller ikke haft nogen chokerende oplevelser. Jeg mener: selvfølgelig var branden på Skaløvej chokerende for familien, men vi skal jo “bare” slukke branden. Vi kan selvfølgelig godt føle hvordan familien har det. Og det er jo absolut ikke spor sjovt. Absolut ikke.

Vi snakker da sammen om det bagefter, og vi mødes måske nede ved mig nogle stykker, og så render vi og snakker lidt sammen om det, men vi gør ikke den store sag ud af det. Kommer vi ud for en brand med indebrændte personer, det jeg kalder virkelig voldsomt, så er det noget helt andet. Så hedder det krisehjælp og sådan noget. Vi snakker jo også sammen når vi går ude på brandstedet og der begynder at falde lidt ro over det.

Er der nogle frynsegoder ved at være med i Fejø Brandkorps?

Vi har sammen én årlig middag med vores koner. Det er vores løn for at sige det rent ud. Det er vores “rådighedstillæg” for at stå på vagt 24 timer i døgnet! Selvfølgelig får vi løn når vi kører ud til en brand, men det er ikke noget vi hverken bliver tykke eller fede af. Vi kan nemt risikere at vi mister en skjorte eller et par bukser. Jeg har været af sted nytårsaften tre gange i fint, fint tøj! Jeg har kedeldragten uden på, men det hele lugter bagefter. Så de 200-300 kr. vi tjener på det, det rækker ikke så langt.

Alle er stolte når de har lavet et ordentligt stykke arbejde. Jeg synes det har gået ganske udmærket i de år jeg har været med. Der har måske været et par enkelte “fusere” undervejs, men det er ikke noget der er værd at komme efter.

Tilbage til dit mekanikerværksted. Fortæl lidt om det…

Det er en meget “blandet landhandel”, det jeg laver. Til værkstedet hører også øens benzintank, men den er nedlagt i øjeblikket fordi den gamle tank skulle graves op. Men der skulle gerne komme både ny tank og stander op igen inden så længe. Ca. 1. december skulle det være klart.

Hvordan er det at være mekaniker på en ø som Fejø?

Da vi kom herover, var der ca. 800 personer. Nu er her ca. 650, så det går jo den forkerte vej – set med mine øjne og over lang tid. Men det går jo opad lige nu, og det er så udmærket. Det kan jo mærkes for mig som selvstændig når der flytter folk fra øen, så det er rart når der kommer nye herover. Inden for min branche har udviklingen inden for bilerne jo også gjort det at de reparationsmæssigt er mere holdbare, og der er længere intervaller med både det ene og det andet. Så vi har reelt mindre at lave i forvejen også, selv med det samme antal biler. Hvis der så samtidig er nedgang på biler, så bliver det endnu mere tyndbenet.

Hvis man har det rette apparatur til de nye biler, kan man sagtens reparere dem også. Tre fjerdedele af tingene kan man sagtens lave. Ingen problemer i det. Bremser er bremser. Det er der er mest postyr ved, det er indsprøjtningsanlæg osv. der kan være specialiseret, og specielt elektronikken. Men alle de biler der er kommet ned til mig, og som ikke har kunnet starte, også med elektronikfejl og alt muligt andet, dem har vi fået ud at køre. Så jeg ser ikke sort. Bilejerne ser sort. De tror kun der er én vej. Og det er hos de autoriserede værksteder. Men der altså alternativer, synes jeg. De biler jeg har fået ind, har jeg altid kunne få til at køre igen.

Så jeg er ikke så nervøs over de nye biler. Men jeg synes det er ærgerligt at der er så mange der kører på den anden side (Lolland, red.) og får lavet deres biler derovre. De kunne lige så godt beholde bilen på øen. De sparer færgebilletten, og de kan stille bilen når det passer dem. De behøver ikke at gå rundt ude i Nakskov en hel dag og vente. I stedet kan de aflevere den her og køre hjem i haven eller hvad man vil. Det er min mening om det. Smøring og olieskift, det er jo fuldstændig åndssvagt at give en halv bondegård for at få lavet det på den anden side. Det kan vi lave lige så godt selv herovre. Mit stempel i bilens bog viser jo at jeg ikke er en hvilken som helst ‘perlegrusmekaniker’.

Hvordan ser du på erhvervsmulighederne på Fejø?

Vi mangler en murer herovre. Der kommer jo mange håndværkerbiler fra Lolland herover hver morgen. Men problemet er jo om man kan leve af det. Man bliver ikke millionær af at være på Fejø selvom man knokler meget, synes jeg. En murer tror jeg nok ville være god at få herover. Så har man lyst til at komme herover uden at ville tjene en halv million om året, så kan man jo sagtens leve herovre.

En af mine kammerater fra Fyn der også har et mekanikerværksted, siger at jeg har en loppetjans her på Fejø. De knokler, siger han. Det synes jeg også jeg gør. Jeg arbejder hele dagen, men alligevel får jeg ikke så mange timer ud af det. Der er en masse spildtid. Jeg er både fejedreng, direktør, værkfører, mekaniker og det hele. Jeg har så mange ting der skal laves. Og telefonen ringer 17 gange om dagen. Og alle dem der kommer forbi og skal snakke med mig. Jeg bruger en frygtelig masse ting på “ingenting”. Det er jo – kan man kalde det – en loppetjans. Kan man leve af det der så er til overs, så kan man sagtens starte herovre. Men nu er huspriserne jo steget. Alt koster. Det koster også at starte en forretning op. Det er absolut ikke billigt at starte op. Nogle firmatyper er dyrere at starte op end andre.

Nu er der gået 25 år siden du kom til øen. Hvor længe bliver du ved som mekaniker?

Arh, 10 år endnu, og så må vi så se til den tid. Jeg ved heller ikke hvor meget der er at lave til den tid. Men hvis man vil køre på sammen princip som mig, sådan med alt muligt blandet mekaniker-, så tror jeg såmænd nok at der kan laves en forretning ud af det. Selvom den er ikke stor. Men det kan lade sig gøre. Det burde kunne lade sig gøre.

Tak for snakken.

Interview – Kirsten Sydendal