Det frie børneliv

Det frie børneliv

Ann Mai Hansen havde sammen med sin mand et ønske om at give deres søn den bedste opvækst, med et frit børneliv og brede vidder, og det gik i opfyldelse på Fejø. Ann-Mai er selv opvokset på Fejø, og for 2 år siden valgte hun at vende tilbage til øen sammen med hendes mand Mikkel og deres søn Storm på 8 år – Efter 15 år i og omkring København.

”Farlig” leg i frie rammer

”Mit eget liv som barn var fyldt af udendørs leg, jeg kan faktisk ikke rigtig huske at vi legede indendørs. Vi legede overalt, ved stranden, på den lille ø midt i sumpen, i træerne, osv. Selvom vi legede uden opsyn og gjorde vilde ting, så skete der sjældent noget alvorligt. Jeg er faldet ned fra alverdens høje træer, men brækkede heldigvis aldrig noget. Jeg fik masser af buler, flænger og al den slags, men her var det så praktisk, at lægen var en af naboerne, som hurtigt kunne lappe os sammen igen. Vi lavede virkelig mange knap så smarte ting, som de voksne ikke så, fordi vi ikke blev overvåget. Men i dag er jeg taknemmelig for at vi fik de oplevelser og erfaringer.” fortæller Ann-Mai Hansen.

I dag er der stadig plads til vild børneleg på Fejø, her er nemlig fortsat læge bosat på øen, som er tilgængelig på akuttelefon, selv uden for normal åbningstider, hvis uheldet skulle være ude. Samtidig er her masser af plads, åbne vidder og lavvande strande, få biler og masser af velkendte ansigter, uanset hvor børnene befinder sig, så miljøet er trygt.

”Det har altid siddet i mig som en stor værdi, altså børnelivet uden for meget kontrol, og det er noget som jeg gerne vil give videre til Storm. Den selvstændighed og frihed, det giver at få lov at opleve livet uden konstant indblanding, at gøre sig sine egne erfaringer og løse konflikter med vennerne alene.” siger Ann-Mai og fortsætter. ”Når du er en halv kilometer nede af stranden og din ven ved et uheld rammer dig med en sten, så gider du altså ikke løbe hele vejen tilbage til huset for at sladre, i stedet så finder du ud af det med din ven, i bliver gode venner og løber videre.

Rammerne sættes i fællesskab, børnene skal selv overholde dem

Fri leg er ikke bare leg uden rammer og grænser, det er blot oftere op til børnene selv at overholde de regler og normer der er gældende. Og hvis grænsen bliver overtrådt er resultatet ikke skæld ud fra en voksen, men i stedet negativ respons fra den ven man nu har fået gjort uret. Og den konsekvens er meget mere effektiv til at regulere børnenes adfærd, mener Ann-Mai.

”Princippet er, at børnene selvfølgelig skal have fortalt, at man ikke slår og kaster med sten eller på andre måder gør nogen ondt med vilje. Men i praksis ved jeg, at når Storm og eks. hans gode ven Maxi leger, så vil der være masser af gange, hvor de kæmpe med pinde, som var det sværd. Og nogle gange går det galt, en bliver ramt for hårdt, og den anden giver måske igen af ren refleks. Men de finder ud af det, de kan selv reflektere over situationen og konkludere, ”nå ja, det var jo et uheld” og ”der blev han lige vred, fordi det gjorde ondt da jeg ramte ham, så derfor fik jeg en igen”. De mødes i konflikten og løser den sammen. Uden indblanding fra voksne”, fortæller Ann-Mai.

Men ungerne er naturligvis ikke bare overladt til sig selv i alt hvad de foretager sig, slet ikke. De voksne indtager blot en lidt anden rolle end man måske ser normalt. Der bliver ikke holdt øje med dem konstant, og de bliver ikke styret, og ingen pakker dem ind i vat. I stedet bliver de hjulpet til at være selvstændige, eks. ved at facilitere deres leg og skabe nogle rammer, som giver dem mulighed for at udforske, på en måde der både er sjov og udfordrende.

Maxis far har eks. hjulpet dem med at bygge en sæbekassebil med en motor fra en plæneklipper, så den lille bil kan køre afsted i samme tempo som en selvkørende græsslåmaskine. På den måde tager Maxi og Storm nogle gange afsted til Købmanden (ca 2 km væk), de stoppet og starter selv motoren, parkerer ved købmanden, og når de kommer tilbage er de lige et halvt hoved højere af stolthed.

Til spørgsmålet om, hvad de havde gjort, hvis de nu ikke kunne starte motoren igen, er der et væld af muligheder (de to små fyre har ikke en telefon): De kunne have bedt folk om hjælp ved købmanden. Nogen kunne have hjulpet dem med at starte motoren. Eller fået andre til at ringe efter forældrene. Eller også havde Maxi og Storm ganske enkelt ladet bilen stå og var gået hjem. De havde løst det selv, for det ville de være nødt til.

 

Men selvfølgelig kræver det lidt at sætte ens barn helt fri, bekymringer og overvejelser er der jo altid.
”I Ølstykke hvor vi boede før var der ikke rigtig mulighed for at give ham helt samme frihed som her, det ville jeg ikke have været lige så tryg ved. Men at give Storm de rammer, som jeg har selv har oplevet, var stadig en udfordring i begyndelsen, selv her på Fejø. Jeg stod og kiggede efter ham længe, når han gik ned på stranden, var nervøs for, om han nu kom godt hjem igen. Om han huskede at han ikke måtte gå ind til mosen, at han ikke måtte bade alene osv. Det var lidt svært, fordi jeg vitterlig var bekymret for, om jeg gav ham for lang line da han bare var 5-6 år. I dag her nogle år efter bekymrer jeg mig ikke så meget mere. Man vender sig nok også bare til følelsen, i takt med den tid der går og man fortsat erfare, at alt er ok.”

Fordele ved beslutningen om et øliv.

”Vores liv her nede har givet os en masse ekstra tid og ressourcer, og det var jo lige det vi havde ønsket os. Det giver nemlig et helt andet overskud i hverdagen, som man tydeligt kan mærke. En dag kom jeg eks. hjem til at Storm og en ven havde leget med biler ved at køre dem ud gennem vinduet på 1. salen. De havde ladet bilerne rutsje ned over ståltaget, hvor de så landede på græsplænen, hvis de altså ikke blev fanget i tagrenden. Hele græsplænen var fuld af biler, men i stedet for at blive frustreret over rodet og de mulige ulemper ved situationen, så havde jeg overskud til blot at se det fra deres side og erkende det sjove i legen. Så jeg bad dem bare pænt om at rydde det hele op når de var færdige. Men havde det været i en hverdag med fuldtidsarbejde og for meget pres på, så er jeg ikke sikker på, at jeg kunne have besindet mig i irritation over det kaos der umiddelbart mødte mig”, fortæller Ann-Mai.

”Helt konkret har både Mikkel og jeg i dag bare mere overskud til at være der for Storm, og det gælder også i hans leg. Det kan være taget på en hule der ikke vil sidde fast, at der skal laves en trailer til sæbekassebilen, bygges nye fodboldmål osv. Vi har pludselig tid og overskud til at gribe ungernes ideer og hjælper dem videre, når de gerne vil have bygget noget eller vide hvordan de kan lave et godt flyvehop til cyklerne osv.

Men selv om udeliv og naturen oftest er omdrejningspunkt i legen, så er der også Ipad i huset på Skovvej, og der spilles også computerspil og kigges på Youtube. For det er også en del af den verden som børnene vokser op og skal leve i, understreger Ann-Mai. Men der er dog opsat regler for brugen af i sær iPad. ”Vi har bare lavet en papskive uden om vores ur på væggen, hvor det vises, hvornår på døgnet han kan bruge iPad. I praksis vil det sige en time om dagen i hverdagene. Men ipad’en er heldigvis ikke noget stort problem, så længe der er et federe alternativer uden for, så løber Storm lige så gerne ud med vennerne som han hænger inde på sofaen. Og rammerne her på øen giver bare nogle oplagte muligheder for at gøre udelivet meget mere spændende end indelivet.”

Men hvad så med skolegang?

”Da vi boede i Ølstykke gik Storm i forårs-SFO, inden han skulle begynde i 0. klasse. De voksne var søde og børnene rare ved hinanden, men jeg havde svært ved at forlige mig med de mange børn på så lidt plads, det ekstreme støjniveau, og tanken om hvordan læring foregår med så mange børn i klasserne. Det må jeg indrømme var med til at give det endelig skub til at tage skridtet og flytte herned”, fortæller Ann-Mai og fortsætter.

”Når jeg snakker med andre, som har børn i almindelige skoler, så hører jeg tit om skoletræthed helt ned til de små klasser. Det oplever jeg ikke på samme måde her. Selvfølgelig kan Storm have dage, hvor han er træt eller dage hvor han ikke lige orker at lave lektier. Men i skole vil han altid gerne. Børnene på Fejø laver ”graffiti” med kridt på skolemuren, hvor de skriver ”verdens bedste skole” og lign. Det siger nok ret meget om deres forhold til skolen”, griner Ann-Mai

På Fejø skole går der pt. 11 børn, på tværs af fire klassetrin. De undervises både fælles og i små grupper, og de lærer af og med hinanden. På skolen kan man gå til og med 4. klasse, og herefter kan eleverne fortsætte på Horslunde Realskole. Her kender børnene allerede de andre lærere og elever, fordi de har kommet i deres ”parallelklasser” en gang om ugen, lige siden skolestart. Fordi der er så få børn i klassen, er der plads til en lidt anden læringsstil end normalt. Eks. kan læreren improvisere langt mere. Så er der en dag, hvor ingen helt kan koncentrere sig, så er det muligt at vælge at sige: ”Nå, nu lukker vi bøgerne og så går vi uden for og laver noget andet”, og så lærer de noget om årstiderne eller naturen. Samtidig har børnene også mulighed for at lære det de skal hurtigere, fordi der er mere tid til den enkelte elev når de ikke er flere. Og det betyder også, at der er plads til flere projekter om forskellige emner til at variere undervisningen.

Det sociale mellem børnene i skolen fungerer også rigtig godt, fortæller Ann-Mai. På Fejø er der en meget stor rummelighed, som nok er formet af at børnene er så få, men også fordi de er så forskellige. Man kan ikke have en konflikt med et andet barn og så bare gå over i den anden ende af skolegården og holde den afstand til evig tid. For der er ikke altid så mange andre muligheder at vælge mellem til næste leg, og ofte leger de alle sammen på én gang. I stedet bliver man nødt til at mødes med den anden igen og blive gode venner. Der er også mange forskellige nationaliteter på øen, og det afspejler sig selvfølgelig også i børnelivet. Børnene stiller slet ikke spørgsmålstegn ved sproglige og udseendemæssige forskellige, de leger lykkeligt med alle. De lærer også hurtigt at lege med børn som er enten større eller mindre end dem selv. Storms første legeaftale på øen var med en pige i 2. klasse. Storm gik 0. klasse. Altså et noget større barn og tilmed af det andet køn. Og det har været sigende for hvordan det er fortsat. Når de yngre børn er på Horslunde skole hilser de også stolt på de store børn fra øen, for de kender hinanden fra mange andre sammenhænge ud over skolen, eks. spejder, badminton, m.m., hvor store og mindre børn ofte er på samme hold.

De større børn på Fejø har også en naturlig omsorg for de mindste. Børnehave og vuggestuebørnene er i samme bygning som skolebørnene. Derfor kender de hinanden på kryds og tværs og de store børn har en meget sød og omsorgsfuld måde at være sammen med de små på, eks. når de om eftermiddagen er ude på den fælles legeplads. Og det fællesskab som kendetegner Fejø, bliver dermed også meget tydeligt at se her, selv i børnehøjde.

”At flytte til Fejø har været den bedste gave vi kunne give til Storm. Og det gælder egentlig også til os selv som voksne. Det har været en fantastisk oplevelse, at se og mærker de kvaliteter der er ved livet her på øen. Det Storm oplever i dag, er kimen til hans forståelse af verden i fremtiden, og vi er ikke et sekund i tvivl om, at det både fagligt, socialt og menneskeligt er den bedste start vi kan give ham i livet” afslutter Ann-Mai.

 

Af Sigun Bjerring

2018-10-10T16:51:58+00:00