Fejø er en lille ø i Smålandsfarvandet et kvarters sejlads fra Lollands nordkyst. På øens 16 km2 bor der 455 mennesker (pr. 1.1.2021), hvoraf en stor andel er ægte ildsjæle, hvis hjerter banker lige så meget for det fælles som for det private og individuelle. Det gør det til noget helt specielt at bo på Fejø.
Fejøboerne er en blandet flok. Her findes både unge, børnefamilier og ældre, såvel som nytilflyttere, tilbageflyttere og dem der aldrig har været væk. På øen bor der mennesker i alle aldre, vi har forskellige erhverv, forskellige kulturelle baggrunde og forskellige livssyn, men fælles er kærligheden til øen, og ønsket om lokallivet fortsat skal blomstre som et levende helårssamfund. Her skal være mulighed for at leve et indholdsrigt, meningsfuldt og trygt liv for både store og små. Mangfoldighed, nærhed, autenticitet og fællesskab er værdier som er vigtige for mange fejøboere.
På siden her kan du komme tæt på fejøboerne og øens mange tilbud, inden for turisme og andet erhverv. Du kan følge med i hverdagen og få en fornemmelse af, hvordan det er at bo her, arbejde her og eller holde ferie på en ægte sydhavsø-perle.