Det er muligt at lave en fartplan som ikke generer Fejø urimeligt
I Fejøforeningens bestyrelse har vi stor forståelse for Lolland Kommunes vanskelige økonomi. Den kommer næppe til at ændre sig med den nuværende udligningsordning. Så der kommer nedskæringer i færgefarten, men de bør gennemføres i respekt for øernes behov. For Fejøs vedkommende har vi brug for en lidt anderledes fartplan end den Cowi har skitseret og som færgefarten allerede har indført i september og oktober i år.
Hvis den nye fartplan skal fungere godt, har vi brug for et godt samarbejde med færgefarten, hvor øens behov inddrages. For hvis besparelserne bare gennemføres lige efter Cowis regneark, så bliver de værre for øerne end nødvendigt. Færgefarten kan opnå den samme besparelse, men mindske generne for Fejø mærkbart, hvis fartplanen justeres i forhold til øens faktiske behov.
Morgenfærgerne er meget vigtige
Morgenfærgerne fra og til Fejø er rigtig vigtige for at skolebørn, pendlere og erhvervslivet får en god start på dagen. Kommunen og Movia har planlagt busdriften til og fra Kragenæs udfra det hensyn, og derfor har det i rigtig mange år været helt naturligt at færgerne sejler så de passer til bustiderne. Dermed passer færgerne også bedst muligt til forskellige mødetider på arbejde og skoler på Lolland/Falster, til at forældre kan nå at aflevere børn i børnehuset og komme videre på job, til at dem som pendler til Fejø kan møde på job uden at skulle hjemmefra meget tidligere.
Det vi ønsker er simpelthen at færgerne sejler i pendulfart i et par timer om morgenen, hvilket kræver en afgang mere end den foreslåede timedrift. Den afgang kan vi hente om aftenen, hvor der er færrest som skal med færgen.
Timedrift i dagtimerne med kloge minuttal
Vi ser at færgen fortsat skal sejle i timedrift i dagtimerne (bortset fra en hel times pause midt på dagen), og det er vi rigtig glade for på Fejø. Det er vigtigt for erhvervslivet på Fejø og for at meget andet kan fungere. Længere pauser betyder dyr ekstra ventetid for leveringer til Fejøs virksomheder og for håndværkere til og fra øen, og er i det hele taget til gene for alle som skal afsted til aftaler på bestemte tider de ikke selv kan styre.
Her er det relevant at huske at både skolebørn og andre bruger busserne. Færgerne kan ikke passe til både busserne til Maribo og Nakskov, som kører med cirka en halv times mellemrum, men det er ikke smart hvis færgen fx ankommer til Kragenæs få minutter efter at en af busserne er kørt. Eller sejler få minutter inden en af busserne ankommer.
Aftenfærgerne er mindre benyttet
Aftenfærgerne sejler tidligere og tidligere, og det gavner ikke dem som har skæve arbejdstider eller gerne vil benytte sig af Lollands fritidstilbud, men vi er klar over at de sene sejladser har været dyre. Fejøforeningen prioriterer morgenfærgerne frem for de sene færger – simpelthen fordi behovet er størst om morgenen. Ikke at aftenfærgerne skal fjernes, men de behøver ikke ligge nær så tæt som de gør i den aktuelle fartplan.
Et velfungerende helårssamfund med mange frivillige
Husk at Fejø er et velfungerende helårssamfund. Vi har mange pendlere både til og fra øen (69 pendlede fra Fejø og 52 pendlede til Fejø i 2025, dertil kommer skolebørnene), vi har virksomheder og arbejdspladser (167), og mange beboere som er fuldt beskæftigede (184). Der fødes børn på Fejø – cirka et hvert kvartal, og vi driver et børnehus og en skole, som også tiltrækker børn fra nærområdet på Lolland.
Skolen og børnehuset er ét eksempel på at Fejø løser mange opgaver, som andre steder løses af kommunen. Det kan Fejø, fordi vi har mange frivillige som hjælper til. Det gør vi gerne, det har altid været sådan at Fejø måtte gøres en del selv, og man kan sige at det ligger nærmest i blodet når man er en ø som tidligere var mere isoleret. Færgen er dog en af de opgaver som Fejøs frivillige ikke kan klare, og vi håber at kommunen fortsat vil løse den opgave således at Fejø stadig kan fungere. I dag er isolation ikke en mulighed, hvis et lokalsamfund skal fungere.
Husk de andre øer og at to færger er for lidt i nogle perioder
Også Femø og Askø har brug for tilstrækkelig færgebetjening. Derfor har vi længe haft en aftale om at bytte færger på udvalgte tidspunkter, fx for at landbruget på Femø kan få deres store mejetærskere og andre maskiner sejlet over. Det er Fejø naturligvis fortsat indstillet på.
I nogle perioder er der mange besøgende til øerne: Turister i ferierne, sommerhusejere i weekenden, besøgende til Femø Jazz eller Æblets Dag på Fejø. Her er to færger til tre øer ikke nok. Derfor er det godt at KTM-udvalget har indstillet at der i nogle perioder skal kunne sejle 3 færger. Her ligger en vigtig opgave med at identificere de perioder og finde gode løsninger for ekstra sejlads.
Vi finder de bedste løsninger ved et samarbejde mellem færgefarten og beboerforeningerne på øerne. Det har der desværre ikke været meget af i år. Det håber Fejøforeningen at vi kan få etableret.
Med venlig hilsen
Fejøforeningens bestyrelse