På Fejø oplever vi at der er flere og flere som gerne vil ud og bevæge sig i vores natur. De er selvfølgelig velkomne, til at opleve vores smukke ø, både naturen, der er præget af havkig, og kulturlandskabet af frugttræer, der er helt unikt i Danmark.
Nogle kommer i bil, nogle kommer på cykel, og nogle kommer i bus, og nogle har kajak med. Men rigtig, rigtig mange bevæger sig rundt på Fejø til fods. Øen er ikke større end at det giver god mening at efterlade bilen i Kragenæs, tage færgen, og så vandre rundt på Fejø.
Derfor har vi i samarbejde med velvillige lodsejere lavet en række vandreruter og stier, hvor man er velkommen og hvor der er noget at se på og opleve. Nogle af strækningerne er nye, men de fleste har været brugt uformelt igennem tiden, f.eks. af landpostbudet, dengang han gik til fods, og af de lokale beboere når de i deres arbejde eller daglige dont bevægede sig rundt imellem gårde, marker og bebyggelser til hest eller til fods. Husk på at der har boet lidt over 1500 sjæle på Fejø, dengang alle gårde havde masser af folk midt i 1800-tallet. Det var inden vi fik adgang til automobilen som transportmiddel og traktoren som arbejdshest. Nogle af disse smutveje er blevet bevaret eller genopfrisket i dette stisystem, med fine skilte og velbeskrevne ruter.
Fejø er smuk og populær blandt vandrere året rundt, men den helt store attraktion som flere og flere får øjnene op for, er hvor smuk den lille ø er når frugttræerne blomstrer. Det kalder vi Fejø Flowerstorm.
Frugttræerne blomstrer groft sagt fra påske til pinse. De første i slutningen af marts er mirabellerne i hegnene. Mirabellerne er indført og plantet som hegn, fordi de danner en tæt og stikkende barriere og samtidig giver nyttige frugter uden den store pasning. I starten af april blomstrer de sydlandske abrikoser, mandler og ferskner i haverne, og dem er der mange af på Fejø. Men det rigtig voldsomme blomsterflor begynder med blommerne i løbet af april, og kulminerer med æbler og pærer i maj og indtil starten af juni (omkring pinse, afhængigt af året og vejret). Millioner af æbleblomster eller hundredetusindvis af træer vil byde dig velkommen og danne baggrund for din vandretur på Fejø!
Allerede i første halvdel af 1900 tallet blev det populært at tage til Fejø når frugttræerne blomstrede. Men den nye bølge af besøgende er inspirerede af den moderne fitness-livsstil, lysten til kulinariske oplevelser og naturoplevelser, og ikke mindst af den måde vi dokumenterer vores liv og holder forbindelsen og kommunikerer via de sociale medier via billeddeling.
På din vej rundt på Fejø er det muligt at besøge en af Danmarks bedste ciderproducenter og Hideaway vingården. Utallige gårdbutikker og vejboder, et galleri i Vesterby, og Fejø Møllebutik med servering af den populære møllelagkage og kaffe på åbningsdagene. Udover frugtbaserede kulinariske specialiteter produceres der også godt kødkvæg og lammekød. Lyder picnic under frugttræerne for primitivt, så er der heldigvis hele 4 spisesteder på øen. Husk at checke spisestedernes åbningstider hjemmefra, da nogle af dem mest er sommerforretninger. Ved Fejøs købmand i Østerby kan man også proviantere. Bliver du helt udkørt af at vandre, spise lokale delikatesser og at fotografere, eller vil du bare fordybe dig i skønheden og roen, så er der adskillige overnatningsmuligheder på Fejø, både sommerhus- og hytte-udlejning, campingplads samt Bed and Breakfast-steder. Se meget mere på turisthjemmesiden visitfejoe.dk
Du kan finde brochurer om øens vandreruter på havnene, samt på de opstillede standere langs vejene hvor ruterne starter.
Degnemosevej og Dalmosevej
Vandrerute 3,2 km. Start ved Nykro.
Ved Nykro går du ud ad Degnemosevej og videre ud ad markvejen.
Degnemosen har sit navn, fordi mosen og jordstykket bag Nykro og Vesterby gamle skole på Herredsvej 89 kunne anvendes af skolens degn (lærer) som en del af aflønningen.
Efter få hundrede meter er der en hel fantastisk udsigt over Smålandsfarvandet.
Øen, der ses i horisonten, er den privatejede ø Vejrø. På Vejrø er der en eksklusiv lystbådehavn med fine faciliteter for sejlere. I klart vejr kan man se pylonerne på Storebæltsbroen lige vest for Vejrø.
På selve øen drives økologisk landbrug, hvorfra produkterne indgår i menuen i restauranten på øens hotel.
Lige før stien når ud til Dalmosevej kommer man til en lille lund og sø forbundet med resterne af en gammel allé, som tidligere førte op til Fejøs fattiggård. Fattiggården eksisterer ikke længere – den nedbrændte i 1980erne, og i dag kan man kun se rester af fundamentet.
Når man fortsætter ad stien mod syd, kommer man ad Dalmosevej tilbage til Herredsvej.
Når du er retur på Herredsvej foreslås du at gå til højre hen til Bussemosen ved Vesterby vandværk. Her kan du få et hvil og nyde søens mangfoldige dyreliv. Lodsejerne omkring mosen har brugt penge og masser af arbejdstimer på at genoprette mosen, med økonomisk støtte fra Fejø-fonden til stor glæde for os alle.
Slut eventuelt turen på Nykro, hvor der måske er mulighed for at nyde en kop kaffe og kage.
Lodsejerne har velvilligt stillet privat areal til rådighed, VIS DERFOR HENSYN.
Pas godt på naturen – så giver den dig mangefold igen. Husk at tage dit affald med til nærmeste affaldsspand – og husk: Ingen løsgående hunde
Tur til Skalø – ca. 1,2 km
Ved lavvande kan man gå de 5 km rundt om Skalø på godt en times tid.
Den skitserede tur starter ved den lille P-plads lige før dæmningen til Skalø og ender ved den anden ende af dæmningen. Turen rundt om Skalø kræver at man er mobil og at man er iført gummistøvler.
”Drageskoven” lige før dæmningen er anlagt af daværende skoleinspektør Markus Hummelmose, som mente at Fejøs børn burde lære om træer og buske.
Dæmningen, som forbinder Skalø med Fejø, er bygget i 1868 ved håndkraft og hovedsageligt med sten fra Skalø. En langdysse syd for Skaløgård måtte i den anledning lade livet – desværre. Dæmningen er senere forhøjet og asfalteret.
Farvandet vest for Skalø er Ståldybet. Fra dæmningen kan man se over til den privat ejede Skalø havn, som er bygget af familien Bang, der tidligere drev en større fiskerivirksomhed derfra. På østsiden af dæmningen er der et stort lavvandet vådområde – et slaraffenland for naturelskere – så husk kikkert.
Den 16.11.1941 måtte et allieret fly, der blev forfulgt at tyske jagere, kaste sin last af 3 bomber 50 meter øst for dæmningen, som med nød og næppe undgik at blive ødelagt.
Når dæmningen næsten er passeret, følges grusvejen til højre op til P-pladsen med fugletavle, hvor områdets fugle er nævnt. Vejen følges forbi den første gård, hvorefter der fortsættes ad græsvej til højre ned til stranden. Mod øst ses Skovnakken på Fejø med Femø skjult bagved. Mellem Skovnakken og Vejrø kan man i klart vejr skimte Stignæs på Sjælland og Omø og Agersø samt pylonerne på Storebæltsbroen.
Mod nord ligger Vejrø som er privatejet og drives med lystbådehavn, hotel m.m.
Har du mod på turen rundt om Skalø kan du være heldig at finde fossiler såsom vættelys og søpindsvin. På kysten over mod Rågø slider de stærke storme hårdt på skrænterne, hvilket tydeligt kan ses. For år tilbage var eroderingen så kraftig at et par godt 3.000 år gamle urnegrave kom til syne. Så se godt efter.
På Skalø havn har familien Bang stillet borde og bænke til rådighed, således at man kan tage sig et velfortjent hvil, med udkik til Rågø.
Husk det er privat areal der er stillet til rådighed, VIS DERFOR HENSYN.
Pas godt på naturen – så giver den dig mangefold igen. Husk at tage dit affald med til nærmeste affaldsspand – og husk: Ingen løsgående hunde.
Se kort: Sti Skaløvej
Vesterby Havn – Strandvejen
I alt 5 km vandrerute
Ved havnen ser man straks stenen med ”Velkommen til Fejø” med 7 store betonæbler i baggrunden, som er udført af kunstneren Lotte Rosenkilde. På pladsen ses også en metalskulptur konstrueret af Jan Ethelberg og udført af Christian Flade.
Endelig er det værd at bemærke at det lille gule hus ved pladsen er den tidligere vejerbod, hvor lastbiler m.v. blev vejet før ombordkørsel på færgen. En tilsvarende vejerbod ses ved Dybvig havn, hvor huset nu fungerer som havnekontor.
Start turen med at gå mod syd ad Strandvejen, hvor du for enden drejer til venstre lige før det nybyggede sorte hus. Følg stien bagom huset og gå ned til stranden. Så er du ude på det store friareal foran sommerhusområdet – hvor man følger kysten syd/østover. Der hvor det nye sorte hus er bygget, lå et lille hus, som tidligere har fungeret som det gamle færgested, hvorfra færgemændene i gamle dage roede fra Fejø til Kragenæs.
Langs kysten er der ca. 800 meter ud til en masse store sten, som har været et yndet fiskested for mange generationer. Kyststrækningen byder på både bademuligheder og muligheder for at nyde den medbragte mad, på borde og bænke.
Herefter følger man Vestergårdsvej, forbi den privat anlagte og ejede jordhøj, langs marken og sommerhusvejene nordpå.
Vejen svinger til højre og bliver til en markvej mod øst. Ved bostedet Solvang går en sidevej op til Herredsvej. Her svinges til venstre tilbage mod havnen. Ved næste sving til venstre passeres gården Vesterled med Fejø Frugt bagved – det er Fejøs største virksomhed og Danmarks største blommeavler med plantager rundt på Fejø.
Når Herredsvej drejer til højre, kan man på venstre hånd se en flot trekantbevoksning, hvor man finder Genforeningsstenen rejst i 1920. Pladsen blev totalrenoveret og stenen malet op i 2015. Også på venstre hånd finder man den gamle købmandsgård, og lidt længere fremme mod havnen ligger Ro Naturcamp inde til højre. De har en iskiosk med mere, som er åben om sommeren.
Vælger man at gå de sidste meter ned til færgehavnen, passerer man det tidligere lakseslagteri og nuværende havbrug på venstre hånd. Laksene lever i bure i farvandet omkring Fejø.
Pas godt på naturen – så giver den dig mangefold igen. Husk at tage dit affald med til nærmeste affaldsspand – og husk: Ingen løsgående hunde.

Dybvig Havn – Sletteren
Vandrerute ca. 2,5 km.
Start ved Havnekontoret, gå op ad Dybvigvej til nr. 41 (Fejø Marmelade) og drej 90 grader mod øst af dobbeltsporet markvej med græs.
Starter du turen ved Sletteren læses teksten bagfra.
Ca. 600 m fremme drejer du ca. 90 grader til højre direkte mod stranden. Ved stranden drejer du 90 grader til venstre. Her får du en smuk udsigt udover havet mod Lolland og Askø/Lilleø.
Følg stien langs med stranden, nyd de mange sommerfugle, lærkens triller og havets klukken indtil du møder en eng, hvor stien følger et U for at vende tilbage til stranden. Når du møder et kraftigt hegn, kan du enten gå til venstre langs hegnet mod Slettervej eller du kan du gå gennem hegnet.
Her kan du vælge mellem at benytte trappen ned til stranden og følge denne, eller gå hen over det store græsareal med sommerhuse på landsiden. Når du bevæger dig over græsarealet, sigt mod et hul i sivskoven i den fjerne østlige ende af græsarealet.
Her fortsætter stien og efter et par sving er du tæt på stranden igen. Umiddelbart efter er der en dam på venstre side. Dette var i sin tid en lille havn til lodsjoller med frit løb til havet. Herfra sejlede lodsbåden i gamle dage ud for at lodse skibene udenom de mange grunde i farvandet. Lodsen kunne fra et punkt i Østerby se de forbipasserende skibe.
Du står nu ved Fejøs sydøstlige hjørne. Sæt dig på bænken, se ned i jorden, hvor du finder et fixpunkt. Et fixpunkt er et nøjagtigt målepunkt, hvoraf der findes mange i Danmark.
Fortsæt mod nord. Mod øst kan du se Femø. Snart vil du se den offentlige badebro ved Sletteren strand samt en restaureret barkkedel.
Hvor du end begynder gåturen så husk badetøj. Om du starter med en frisk dukkert, eller slutter med en, er op til dig.
Lodsejerne har velvilligt stillet privat areal til rådighed – VIS DERFOR HENSYN.
Pas godt på naturen – så giver den dig mangefold igen. Husk at tage dit affald med til nærmeste affaldsspand – og husk: Ingen løsgående hunde.
Se kort: Sti Dybvigvej-Slettervej