Når man brænder for børn og børneliv

Når man brænder for børn og børneliv

Månedens interview er denne gang med Lene ”Spejder” Støvring, som modtog årets ‘Heksepris’ for sit engagement med opstart og etablering af en Ø-spejdergruppe på Fejø. Lene har børnene Anna på 10 år og Simon på 12 år og er samlevende med Eskild Klausen på Skovvej 28.

Fortæl lidt om dig selv: Hvem er du? Hvor kommer du fra og hvordan er du endt her på Fejø?

Ja, vi kommer fra Tølløse. Familien var af en lidt anden sammensætning da vi kom hertil, men det den er så anderledes nu. Grunden til at vi kom hertil er klart hjemmesiden. Vi skulle på øweekend uden børn og ville til Avernakø. Jeg tænkte, at de måtte have en hjemmeside og det havde de. Gennem den fik jeg et link til Småøernes hjemmeside og her fandt jeg så Fejø. Her havde jeg jo været på lejrskole engang og mon den fandtes endnu? Jeg havde Åge Heering som klasselærer i Farum i sin tid og han drev jo lejrskolen ”Solvang”, så på den måde… Nå, men jeg fandt den her hjemmeside og den slog fuldstændig benene væk under mig. Jeg tænkte, at hvis bare halvdelen af det der stod, var rigtigt, så ville jeg også bo der. Jeg var ellers lige ved at have skrevet under på købsaftalen på et andet hus i Tølløse. Det var en handel med en jeg kendte og der manglede bare lige det sidste rent prismæssigt og jeg var helt sikker på, at det hele snart ville gå i orden. Men så tog vi herned i stedet for ’in cognito’. Det var nærmest med sorte solbriller på, for vi skulle jo over og se på de her mennesker; om de var mærkelige eller helt almindelige og om det var det der hele samfund, som det virkede til udefra.

Vi var tilfældigt hernede en weekend hvor der var høstmarked ude hos Anne og Mick Moloney på Storemosevej og det var jo en fin lejlighed til at se nogle mennesker. Og alle folk kendte hinanden og alle ungerne løb rundt og hyggede sig. Det var ren idyl, det var en solskinsdag og alt var helt fantastisk. Vi havde ladet bilen stå på den anden side, fordi vi ikke vidste om vi kunne få den med over igen og hvordan det der med færgen overhovedet fungerede, så vi gik rundt på øen. Da vi kom hjem igen blev vi enige om, at det her skulle undersøges nærmere. Vi meldte os så til Åben Ø arrangement og tog til Fejø et par dage før og kunne slet ikke komme hjem igen. Vi skulle have været hjem om søndagen, men så var der dragedag og noget andet og det måtte vi også lige have med, så vi kom først hjem om tirsdagen. Jeg tror egentlig at beslutningen blev truffet allerede der i oktober og vi flyttede hertil sidst i december.

Ja, det gik stærkt…

Ja, mit hus i Tølløse var ikke engang blevet solgt. Jeg skulle bare herned, så jeg tænkte: ”Det ordner sig.” Og det gjorde det jo. I starten boede vi i sommerhus, for vi havde ikke fundet noget hus vi kunne tænke os at bo i, som var til salg på daværende tidspunkt. Men jeg ville gerne have at ungerne kunne starte i skole efter juleferien, så derfor flyttede vi på det tidspunkt. Vi boede i sommerhuset et par måneder indtil jeg købte huset på Storemosevej 4. Her var det så at familien gik lidt i opløsning og børnene og jeg flyttede til huset på Andemosevej, hvor vi nåede at bo i det meste af et år. Da Bjarne så flyttede fra øen, flyttede jeg tilbage til Storemosevej, for det var ikke blevet solgt. Men jeg nåede kun at bo der i meget kort tid før der kom en anden herre ind i billedet og vendte op og ned på alting. Jeg skulle ellers bo der alene med børnene og have det godt. Men sådan forandrer tingene sig pludselig og nogen gange meget hurtigere end man selv havde forestillet sig og nu bor jeg på Skovvej 28.

Og så kan man selv undersøge den sag nærmere hvis man vil…

Ja, det kan man jo.

Men du havde dit job med herned?

Ja, jeg havde mit job med herned. Og det var bare heldigt, for det var slet ikke til diskussion for mig. Jeg opsøgte min chef og sagde, at jeg håbede, at han ville gå med til at jeg arbejde 3 dage og 2 dage på kontoret, fordi det skulle jeg bare. Jeg havde en fantastisk chef, som syntes det var en fin ide, hvis jeg kunne overholde mine forpligtigelser. Og i det der med fjernarbejde kan man oftest let overholde sine forpligtigelser, for der er ikke nogen der skal kunne komme og sige én noget på, så ofte arbejder man lidt mere på en hjemmearbejdsplads. Jeg har i hvert fald i flere år arbejdet hårdt på bare at komme ned på fuld tid. Men jeg blev så fyret i marts måned på grund af nedskæringer og har så gået og ”loppet” mig i min fritstillelsesperiode. Og det har simpelthen været fantastisk. Jeg har aldrig før kunnet finde ud af at holde fri, men jeg har simpelthen aldrig prøvet noget så fantastisk!

Du er måske næsten klar til at melde dig ind i foreningen af bevidst arbejdssky elementer?

Ja, men det er jo ikke fordi jeg ikke har lavet noget, men det er bare ikke sådan noget man får penge for. Engang skulle jeg være planlagt arbejdsløs i 3 måneder men der gik kun en uge så var jeg ved at blive skør, og meldte mig til et vikarbureau. Så jeg har virkelig lært at koble fra hernede.

Hvad er din faglige baggrund?

Min faglige baggrund er lidt blandet, kan man sige. Jeg er oprindelig kok og så er jeg zoneterapeut og reiki healer men det har jeg ikke brugt i mange år. Jo, lidt til husbehov, hvis der kommer nogen og har lidt ondt. Ellers har jeg læst Handel og Kontor og har derudover taget en masse kurser. Produkt- og branchespecifikke kurser indenfor det område hvor jeg har arbejdet.

Hvordan er udsigterne så til at få job nu?

Jeg må indrømme, at jeg overhovedet intet har foretaget mig endnu. Jo, jeg har sendt mit CV til et vikarbureau som ringede dagen efter og ville have mig i job, men jeg bad dem om at ringe igen fra på mandag, hvis de stadig kunne bruge mig. Men jeg har i forbindelse med ”afskedspakken” gået hos et konsulentfirma i København, altså til sådan nogle én til én kompetencekortlægningskonsultationer. Og har været den vildeste oplevelse! Hun har formået at rykke mig på nogle punkter hvor jeg allerede havde nogle faste holdninger til hvordan tingene skal gøres. Men tingene tager ingen skade af at ændres selv om de har kørt på samme måde i mange år. Så hun har virkelig rusket op i mig og fået mig til at se på tingene på en anden måde. Jeg tror måske også det er på grund af hende, at jeg har været så god til at holde fri, i virkeligheden. Men jeg har altså ikke fået gjort så meget ved jobsituationen, men jeg skal have kontaktet mine netværk og se hvad der er. Det har jeg som sagt ikke fået gjort endnu, men i dag har jeg da fået ringet til HK og meldt mig ledig. Så nu skal jeg til møde i næste uge. Det er en helt ny verden der åbnet sig. Men det skal man også prøve. Man skal prøve det hele. Det bliver spændende at se hvordan det bliver. Om man føler sig som et eller andet objekt der skal placeres i en bestemt kasse. Det mistænker jeg dem lidt for; systemet.

Nå, men det er jo det frivillige arbejde der har giver dig Hekseprisen. Du er med i spejderbevægelsen, bosætnings- og webgruppe, Mick’n the Chicks, Fejø Familiefest og er der overhovedet noget du ikke er med i?

Jeg er ikke med i Møllelauget og jeg er heller ikke med i Idrætsforeningen, der deltager mine børn blot i aktiviteterne. Nej, men der er da meget jeg ikke er med i.

Men du er da også med i meget?

Jo, men jeg har også kogt meget ned, fordi det blev for meget. I bosætningsgruppen er jeg ikke rigtigt medlem, men kun ’kaffesøster’ eller hvad vi nu blev enige om at det hed. Jeg er ikke så god til møder hvor tingene skal diskuteres 30 gange, men mere til at tage fat og gøre noget her og nu.
Og i webgruppen der er jeg nærmest snart ude, tror jeg… Jo, jeg er i gang med at oversætte sitet til engelsk og er vel halvvejs. Resten kommer når det bliver dårligt vejr. Bandet elsker jeg! Det giver mig virkelig en masse at kunne få blæst det hele ud. Det ville jeg ikke undvære for alt i verden! Så er der jo spejderne. Det er mit hjertebarn! Det har i virkeligheden været meget turbulent. I starten bragede det bare derudaf og det var en kæmpe succes.

Ja, der var noget med at I var den gruppe der havde flest medlemmer på Sydhavsøerne?

Ja… Nej ikke flest medlemmer, men vi havde vist flest seniorspejdere og der er en kamp om seniorspejdere. Men vi hører alle mulige steder fra. Eksempelvis var der et Skt. Georgsgilde fra Lyngby der ringede helt spontant fordi de havde hørt om os og ville forære os 2000 kr. og sådan nogle henvendelser har vi mange af. Folk synes simpelthen det er så fantastisk. Vi har jo søgt korpset den helt slavisk om at få lov til at kalde os Ø-spejdere, fordi vi er både sø og land. Vi er ikke en adskilt sø- og landgruppe, men de fleste er både sø- og landspejdere. Det har vi fået lov til og der er nu et Ø-spejder logo under udarbejdelse. Et ø-spejderlogo, som vi selvfølgelig håber at andre småøer kan bruge og ’copy-paste’ vores koncept.

Men så er det gået lidt ned ad bakke. Det har været svært at skaffe ledere og… Men nu er bøtten ligesom vendt – selvom vi stadig godt kan bruge flere ledere og assistenter. Vi har lige været på sommerlejr på Nekselø og haft en fantastisk tur. Så vi er ved godt mod. Positive. Det skal nok gå alt sammen! Det ville være for ærgerligt hvis det ikke kunne holde.

Jeg har nærmest været spejder altid. Så det ruller meget i mit blod og det var en af de ting jeg vidste allerede før vi flyttede herned, at hvis der overhovedet var nogen der gad, så ville jeg starte en spejdergruppe her. Og det var der så. Charlotte Skou meldte f.eks. allerede inden jeg flyttede herned, at hun gerne ville gå ind som kasserer. Vi har været oppe og runde 40 medlemmer og lige nu er vi 33. Det er over halvdelen af de børn der kan gå til spejder som gør det. Og det er vi glade for.

Aktiviteten er også lidt anderledes end det vi har været vant til, idet den er helårlig…

Man siger jo – og det er ikke helt løgn – at spejder ikke er noget man går til, men noget man er. Man vil have det med sig. Hvis man går til spejder to til tre år lægger det grunden for hvordan man er resten af livet – om man så stadig er spejder eller ej. Det med at tage ansvar for sig selv og andre. Og hele princippet med at børn leder børn. Der er patruljeledere og de skal finde ud af det der. Man ser også tit, at hvis folk på deres CV har været aktive ledere i spejderbevægelsen, så tæller det som noget meget positivt. For det er jo et organisatorisk talent af rang man har, når man har været spejderleder…

Ja, hvis man kan styre sine jævnaldrende…

Ja og hvis man har været spejder i mange år så har man jo fået det ind på en helt anden måde end man gør i skolen, hvor man skal høre efter hvad læreren siger. Og hvor ansvaret mange gange bliver taget fra dig, eller hvad man kan sige. Hvis ansvaret overhovedet nogensinde har været der… Ansvarsfølelse er central i spejderbevægelsen. Det er de store tankers sport i virkeligheden. Kombineret med en masse frisk luft og praktiske gøremål og jeg det kan jeg godt li’!

Det lyder meget attraktivt når du fortæller om det…

Ja, jeg synes jo det er fantastisk! Og jeg kunne slet ikke forestille mig…. hvis det skulle ske at Fejøspejderne på et tidspunkt ikke var mere så måtte jeg gå til spejder et andet sted.

Så flytter du?

Nej, der er nogle lige ovre på de anden side. Så….

Men det gør jo nok ikke… Virker det ikke som om det har ’bidt sig meget godt fast’?

Jo… Men nu håber vi… Nu starter der vist mange børn i børnehaveklassen. Så vidt jeg har hørt en 8 stykker…

Det er aldersgrænsen for at være spejder? Man skal gå i børnehaveklasse?

Mange steder kører de mikrobespejdere. Vi har snakket om det… Men den er svær på denne her ø. Det kræver meget forældreopbakning. Det er bestemt ikke fordi folk ikke vil her på øen, men de er engagerede så mange steder. Det er noget med at dele timerne. Det er overhovedet ikke nogen kritik, fordi jeg er også forældre og der sker så mange andre ting. Man må bare indse, at sådan er det og så planlægge ud fra det.

Men du har også oplevet megen opbakning?

Ja, rigtig meget. Vi blev nærmest båret på hænder og fødder i hele opstartsfasen, både her på øen og andre steder. Vi har haft megen støtte fra Nørre Alslev Spejderne. Dem har vi bl.a. fået to både af. Nu har vi også en lånebåd som kører lidt udenfor spejderregi. Mange af dem der rykker fra at være juniorspejder til at være tropsspejdere, de er meget dygtige til at sejle og så vil det jo være fantastisk for dem at have sådan en Folkebåd at sejle i. Lige nu passer John (Lewandowski, red.) den for os og det er jo fantastisk at han vil det. Ellers ville vi ikke kunne have taget imod den og det ville da være for ærgerligt at sige nej tak til en Folkebåd!

Men der har været meget opbakning. Og nu er vi også ved at have styr på sådan noget som loppemarked, hvor det før hvilede alt for meget på dem der i forvejen var aktive som ledere. Det blev for meget. Nu er der kommet flere forældre og hjælpere, som ikke er engageret i børnene på fast ugentlig basis, men tropper op når der er pres på. Eksempelvis som Anne (Moloney, red.) og Charlotte (Skou, red.) som var med på sommerlejren som bl.a. mad-mødre. Og det var guld. De stod for alt vedrørende maden og det eneste vi skulle var at sende de børn der havde tjansen, af sted. Det er fantastisk når nogen udefra der vil træde til og hjælpe. Der er mange situationer hvor vi kan bruge en hjælpende hånd og der er heldigvis rigtig mange der vil hjælpe os, men vi kan sagtens bruge flere. Så jeg vil da gerne opfordre til, at folk melder sig. Man kan hjælpe på mange måder. Man kan bage kage til loppemarkedet eller køre når vi skal på lejre. Man kan hjælpe med at sy kapper og tørklæder når det skal gøres, man kan hjælpe med at vedligeholde grej én gang om året, imprægnere telte o.a. Der er så mange ting der bare skal gøres en gang i mellem. Det betyder virkelig meget for os der står med det ugentlige arbejde.

Børnene er jo meget tætte her på Fejø i alle mulige sammenhæng. I Idrætsforeningen, blandt legekammerater, i skolen. Det er så ufatteligt sundt for dem at komme ud og være sammen på en hel anden måde, et fremmed sted. Man kan se det opbygger nogle nye relationer og ændrer på de eksisterende børnene imellem. På deres første sommerlejr sidste år – Blå Sommer, som jo var gigantisk med 27.000 deltagere da der var flest – kunne børnene fornemme at de var midt i noget stort. Alle vidste godt at de var langt hjemmefra og det her det var meget uvant, så de havde brug for hinanden. Man kunne se at børn som måske ikke direkte var uvenner før, men i hvert fald ikke legede med hinanden, fik opbygget nye relationer. Man har således også muligheden for at bryde nogle mønstre som måske ikke er så hensigtsmæssige og det er jo rigtig godt. Det er sværere når man bare er i de faste rammer.

I ’mixer’ også børnene på tværs af alder og køn…

Ja, det har vi i hvert fald gjort på den her og den sidste lejr. De var delt i hold, så vi bevidst fik alle aldersgrupper repræsenteret på hvert hold. Og de elskede det. Det med at kunne hjælpe hinanden.

Mange af de andre aktiviteter her på øen er aldersdelt…

Ja, det er egentlig rigtigt. Men det forsøger vi i hvert fald. Også her til den kommende gruppeweekend, hvor de rykker op her først i september. Der arbejder de også på tværs af alder, og de store elsker det og vokser virkelig med opgaven. De får jo pludselig et 100 procent ansvar. Selvfølgelig står der altid voksne på sidelinien for at træde til, men som udgangspunkt skal de klare det hele selv. Og hør nu her; sidste aften på Nekselø, hvor vi vel sammenlagt var 94 mennesker, stod vi for alt tilbehør til helstegt lam til alle de her mennesker. Og de synes godt nok at der var lidt mange gulerødder at skrælle…. Men altså, målet var at vi leverede mad til alle de her mennesker. Det var der ingen tvivl om og så var vi simpelthen bare så seje! Vi klarede også lige at skrubbe gryderne rene efterfølgende. Vi klarede det, for man klarer jo det hele når bare man står sammen! Jo, der er selvfølgelig altid nogen der ser forhindringerne før de ser alt det positive, men så skal de bare have et lille skub ind og så er de med. Men der er åbenbart børn der aldrig har prøvet at skrælle gulerødder før. Så er kniven for skarp og så er det sikkert for svært… Men hvis man finder noget for svært må man jo lære at bede om hjælp. Der er jo intet forkert i at skulle lære noget før man går i gang. Det er jo milevidt fra det der med ikke at gide noget. Og når man har gjort noget nyt er man jo stolt bagefter!

Og så er ’spejdermor’ Lene også stolt?

Ja, selvfølgelig! Ja, det varer altid lang tid efter en lejr før jeg lærer at lade være med at reagere når andre børn kalder ’mor’. Men det gør ikke noget. Jeg kan godt lide det. De er så lækre de unger!

Ja, det er vel Fejøs ’guld’, børnene?

Ja, og jeg kan ikke huske hvornår… Nå, men altså jeg har arbejdet med børn i mange år, ikke mindst i spejderregi, også mange år før jeg kom til Fejø. Og man kan godt mærke, at Fejøbørnene, at de lever på en anden måde end andre børn…

Ja, det bliver du jo nødt til at uddybe…

Ja, det ved jeg. Jo, de er meget mere beskyttede. Samtidig er de meget mere trygge og frie, fordi de kan bevæge sig frit rundt uden at være bange for, at der skal komme nogen og tage dem. Men man kan også godt mærke, at de lever et mere beskyttet liv. Der er mange, mange ting som de ikke anede at de kunne på denne her lejr. Så som at pakke sin rygsæk, vide hvad man har med, ikke at få gjort alting af far og mor, det at lave mad selv uden voksenstøtte, men kun med en voksen til at rådgive i baggrunden, arbejde i en gruppe for gruppen uden rundsave på albuerne… De er meget… hvad hedder det. De er små individualister. Det oplevede jeg også da vi startede grupperne op. Jeg havde egentlig forventet at de kendte hinanden så godt, at det bare ville køre, men det kan selvfølgelig være at de simpelthen bare kendte hinanden for godt. I forhold til andre steder hvor man også kender hinanden godt, men bare overhovedet ikke så godt som man gør her på øen. Det var også sjovt at se på Blå Sommer, at de som syntes at de kendte hinanden rigtig godt forud, lærte helt nye sider af hinanden at kende. Dem som var bedste venner fandt mange nye sider af hinanden. Det var selvfølgelig en anderledes situation, men jeg havde forventet mig noget andet.

Man kan godt mærke på dem, at de ikke behøver at være bange i deres nærmiljø, men også at de overfor hinanden er lidt skrappere, men det er måske fordi udvalget af børn ikke er så stort… De er meget opmærksomme på hvem der får hvad og det er meget vigtigt at vinde. Og vindermentalitet er selvfølgelig godt, men man skal bare også kunne ofre sig for gruppen engang imellem. Indse at ens egne behov ikke kommer først, og samtidig at det ikke nytter noget at bryde hulkende sammen hvis ens vanter bliver våde…

Jeg tror måske, at det har noget at gøre med udvalget. Lad os nu tage Simon. Han er måske blevet endnu mere enspænder af at bo her. Hans bedste ven flyttede fra øen og nu er det lidt som om han er bange for at skabe en ny relation, måske af angst for at den heller ikke vil holde. Det ved jeg ikke… Men der er mange der er flyttet også mens vi har boet her, både af den ene og den anden grund. Nu skal Anna kæreste flytte og han er samtidig også Simons ven. Og den vej rundt tror jeg det skaber en usikker situation for ungerne. Til gengæld er der det der med at lege. Jeg har aldrig mødt nogen børn der kan lege så lang til med ingenting og det er jo fantastisk. Og det fra de er helt små! Jeg synes det er så dejligt, at man ikke behøver at proppe alt muligt ’i hovedet af dem’ for at det virker! Reelt kunne vi eksempelvis let undvære et fjernsyn, fordi der er så meget der er meget vigtigere. Det synes jeg er dejligt og en sund værdi. Også det der med at kede sig. Det er bare sundt for børn at kede sig en gang imellem, i stedet for at de hele tiden bliver proppet med alverdens tilbud. Med alle de delebørn er der mange der synes de skal nå at opleve alt hver gang de ses, i stedet for bare at være sammen med hinanden.

Nu nævner du den relativt store fraflytning for tiden. Hvad med dig selv? Du var jo også meget bjergtaget da du havde set hjemmesiden. Hvad mener du om det hele nu?

Jeg har prøvet mange ting mens jeg har boet her, også i mit eget lille personlige liv, af opture og nedture. Og hvad øen angår, kan jeg slet ikke forestille mig, at jeg kan møde en krise – det ved jeg godt at jeg siger nu og at det kan ændre sig – som vil kunne få mig til at flytte herfra, for jeg synes det er et unikt sted. Der er nogen ting herovre som foregår på en måde jeg er meget uenig i og som jeg godt kunne tænke mig at revolutionere og lave om. Nogen at tingene kunne jeg måske godt lave om på, men andre ting ved jeg, at jeg skal holde mig langt væk fra. Og det kan godt ærgre mig og få mig til at bide tænderne hårdt sammen nogen gange, fordi jeg synes der er nogle muligheder der ikke bliver udnyttet ordentligt. På den anden side må jeg også se mig selv i øjnene og vurdere om jeg selv orker mere. Det kommer selvfølgelig an på sagen og så må man droppe noget andet og sådan… Jeg kender ikke nogen mennesker herovre som ikke er engageret, meget, i et eller andet. Man kan kun så meget og så må man jo gøre det man brænder mest for. Alt kan jo heller ikke være perfekt, man ville bare så gerne have, at det var det…

Nej, heller ikke på Fejø hersker der paradisiske tilstande…

Nej. Og det er jo også dejligt at alt heller ikke er lyserødt hele tiden, ellers kunne man jo godt få lidt kvalme, måske… Nej, forstå mig ret. Jeg kan jo godt huske mig selv, da jeg kom der med armene helt oppe og I sagde ”Husk, nu det er et helt samfund på godt og ondt” og jeg var sådan: ”Ja, ja, det skal nok gå…” Fejø er faktisk et helt samfund på både godt og ondt, men bestemt mest på godt stadigvæk. Det synes jeg…

Hvad så hvis du kunne hekse? Hvad ville du lave om, eller revolutionere hvis du kunne?

Det er jo et brandfarligt emne! Jeg kunne jo godt tænke mig at revolutionere skolen – gøre den til en meget større del af vores lokalsamfund end den er lige nu. Jeg havde ikke drømt om, da vi flyttede herover, at vi skulle undersøge skolen. Simons skolevalg var vi meget engageret i. Der var jo to at vælge mellem, så vi besøgte dem og undersøgte hvilke linier de kørte og modsætninger og hvad ved jeg. Det havde vi jo slet ikke tænkt på at gøre med Fejø skole, for var jo en lille skole og den har jo alting til sin fordel på den måde. Ja, jeg synes langtfra man udnytter de muligheder der er og jeg synes at det er så ærgerligt. Og alle ved jo, at jeg endte med at vælge at tage Anna ud af Fejø skole et år før tiden, så… Jeg tror også der er mange der er tilfredse med Fejø skole, for børnene udvikler sig jo og de kommer hjem og så har de lært at læse og at plusse og gange, og de kan jo det samme i eksempelvis 3. klasse som andre børn ude omkring. Men det her er bare ikke en 3. klasse som ude omkring. Her er de måske 4 eller 8 elever, som bliver sammenlæst med 4 elever i 4. klasse og derfor er der så mange muligheder. I virkelighed kunne de jo gøre, ja alting! Jeg er selvfølgelig ikke lærer, men jeg synes bare ikke de får gjort så meget ud over det de selvfølgelig skal gøre – noget exceptionelt mener jeg… ligesom stedet og rammerne er exceptionelle. Man kan selvfølgelig ikke sætte en finger på det de laver – undervisningen er i orden. Folkeskoleloven og reglerne bliver jo overholdt, men jeg synes bare der et hav af andre muligheder i et samfund, som det vi har her på Fejø. Bryde alle klasser op, og prøve en anden form for indlæring f.eks. – naturligvis ikke hele tiden, men ind imellem.

Tror du der rum til sådan en mere eksperimenterende øskole på Fejø? Jeg mener det kan jo godt være at halvdelen af forældrene ville klappe i deres små hænder fordi det lige var det de havde drømt om, hvorimod den anden halvdel vil synes det var noget langhåret nymodens pjat deres børn ikke skulle udsættes for? Ville det mon splitte eller samle øen?

Der er selvfølgelig forskel på dem, som altid har boet her, og de som flytter hertil med børn i eller på vej til skolealderen – om man har oplevet de store skoler eller ej, mener jeg. Jeg er næsten sikker på at alle dem der flytter til, regner med at det er noget andet i og med at det er en lille skole. De kommer jo netop fra noget der er større og synes at det små er fantastisk. Jeg har aldrig hørt nogen som er flyttet hertil, som ikke har opfattet det positivt, at skolen er så lille og at der er få i klasserne. Det er jo netop en at styrkerne. Jeg håber da ikke det er noget der ville splitte øen, hvis man arbejder for at skabe noget der er bedre. Nogen ville selvfølgelig kunne sige, at den ikke nødvendigvis blev bedre, men bare anderledes. Og det kan man jo ikke vide på forhånd. Der er jo nogen der er mere trygge i det kendte. Og her er det kendte Fejø Skole, en skole nøjagtig som alle de andre folkeskoler bare i miniformat.

Jeg kender ikke lige nogen som jeg kunne forestille mig ville være imod, men jeg kender jo heller ikke alle. Anna går der jo ikke mere. Nej, jeg ved det ikke… Men jeg håber da, at et sådant projekt ville kunne samle folk på Fejø – ikke skille dem ad.

Vores børn er fantastiske og det ville da være fantastisk at give dem mulighed for at være en del af noget unikt. Vi har dem kun i 5 af 10-11 skoleår her på øen, og vi har kun så få, så det ville da være fantastisk at sende dem ud i verden med en bagage ud over det sædvanlige… når nu vi har muligheden for det!

Interview – Henriette Spandet

2017-10-07T10:19:30+00:00