Tekst og foto: Kirsten Murhart

– Noget laver jeg selv, og noget har jeg håndværkere til.

41-årige Frank Strathe slår beskedent ud med hånden og viser rundt på Vesterby Gl. Skole, som han købte og overtog i sommeren 2017. Det virker næsten som om, han har været her altid, mens han roligt fortæller om sine planer, nye vinduer, facademaling og et træ, der skal fældes. Det er tydeligt, han holder af stedet og passer på bygningens sjæl.

For ham er det heller ikke hvilket som helst hus. Hvis han skulle købe hus på Fejø, var der kun én mulighed – den gamle skole.

– Jeg kom her som dreng i sommerferierne. Min faster var økonomidirektør i de tidligere ejeres reklamefirma. Elsebeth og Vagn Egeberg lod min faster låne huset om sommeren – og i en årrække holdt vi ferie her hele familien. Jeg kan ikke huske, hvad vi lavede. Vi var i Knuthenborg og måske plukkede vi hindbær, men jeg kedede mig aldrig.

Frank Strathe har skiftet folkeregisteradresse til Fejø, men han har stadig et hus i Dragør tæt på sin virksomhed.

– Jeg kører frem og tilbage. Det føles, som om strækningen bliver kortere og kortere. Jeg nyder at være her hele sommeren, men om vinteren vil jeg gerne se lidt af byens neonlys. Her er meget mørkt, men om vinteren kan jeg jo godt gå og lave en masse ting indendørs, men det koster at varme så stort et hus op.

Chokolade på puden
Fra begyndelsen havde Frank ingen planer om at bruge det store hus til noget specielt. Jeg har en stor vennekreds, der kommer, men jeg ønskede bare at købe det, for så er det mit, smiler han. Men så fandt jeg på, at jeg kunne bruge værelserne til gæster gennem Airbnb.

– Jeg laver morgenmad, og vil gæsterne spise på øen, sender jeg dem ind på kroen. Der spiser man godt. På de syv værelser er der nu tv, bløde håndklæder med broderet monogram og på hovedpuden en lille chokoladehilsen med samme logo.

I udbygningen er der indrettet kontor, så Frank Strathe har mulighed for at trække sig tilbage, hvis der er mange gæster på den gamle skoles førstesal.

– Jeg behøver heller ikke være her konstant. Kurt Bang, som bor på den modsatte side af Herredsvej, ser efter det hele og passer pillefyret, når jeg ikke er her. Det fungerer perfekt, forklarer Frank og tilføjer, at noget af det bedste ved Fejø er freden og roen.

– Her er ingen stress.

Frank Green Strathe er 41 år, single og har ikke børn.
Han ejer Strathe Security Aps, der er et autoriseret og ISO9001-certificeret vagtselskab, som også tilbyder at løse sikkerhedsopgaver. Firmaet har butik på Fuglebækvej, 2770 Kastrup, og driver desuden en webshop.
Virksomheden sælger bl.a. sikkerhedsudstyr såsom skudsikre veste, radioer, metaldetektorer og bombespejle. Kundekredsen tæller firmaer og offentlige myndigheder – bl.a. også Skat.
Strathe Security har 21 ansatte.