Introduktion af vinavler Karin Hvidtfeldt, Hideaway Vingård

På Fejø har vi nu mindst 14 vingårde. En god del af dem er plantet med inspiration fra min mand Michael Gundersen, som jo var en af de markante kræfter bag etableringen af Danmark som europæisk vinland.

Inden vi købte vores ejendom på toppen af Fejø, havde vi i et år været rundt og lure på, hvor den optimale placering af en vingård i Danmark mon var. Da vi kom til Fejø, var vi ikke længere i tvivl. Her var den rigtige bonitet, de rareste mennesker, og det bedste naturgivne klima for vinavl i Danmark.
Min familie – min søster og svoger, som begge gør sig i geografiens verden – var begejstrede og hængte straks dataloggere op i træerne, dels ved vores første lille vingård ved Vester Havn, og et par år efter også her på Storemosevej, hvor Hideaway Vingård blev grundlagt i 2006. De indsamlede data, som er temperaturmålinger hver time siden år 2004 og frem til i dag, er nu blevet til en fin artikel om Fejøs landskab, geografi og klimaforhold. Det er også den term, man i vinenes verden kalder terroir.

Ordet terroir kommer at det franske ord terre, og betyder egentligt slet og ret jord. Men indenfor vinens verden er ordet blevet udviklet til en ret så omdiskuteret term, som angiver de naturgivne kendetegn for et områdes vinmarker, dvs. at terroiret beskriver stedets geologi, geografi og klimaforhold. Man skal så huske, at der dertil kommer to meget væsentlige faktorer for vinens beskaffenhed, nemlig hvilke dyrkningsteknikker og metoder man bruger i vinkælderen. Derfor kan den samme druesort, dyrket på samme lokalitet, dvs. med samme terroir, godt give meget forskellige vine.

Af Ole Humlum, professor emeritus i fysisk geografi, Oslo Universitet, Norge, og Hanne Hvidtfeldt Christiansen, professor i fysisk geografi, Universitetssenteret på Svalbard, UNIS, Norge.

Danmark og Fejø (rød pil) set fra sydvest. Kilde: Google Earth.

Fejø ligger på 54°56’N og 11°24’Ø, har et areal på ca. 16 km² og består af frugtbare istidsaflejringer fra sidste istid. Fejø ligger i en klimatisk begunstiget del af Danmark, hvilket muliggør dyrkning af varmekrævende frugt som f.eks. blommer og vindruer på højt kvalitativt niveau. Den naturgivne baggrund for Fejøs gunstige klima og jordbund er både kompleks og fascinerende.

Efter en lang periode med varmt klima på Jorden indledtes for omkring 50 millioner år siden en global afkøling. For ca. 2,6 millioner år siden var den globale temperatur derved blevet så lav, at istider stedvis begyndte at indtræde. Under disse istider opstod i Nordamerika og Nordeuropa kontinentale gletsjere (såkaldte isskjolde), hvilket i dag præger disse områders landskabsformer og jordbund. I løbet af de 2,6 millioner år har der formodentligt været ikke mindre end 30-40 istider og mellemistider. Set over de sidste 8-900.000 år har de haft en gennemsnitlig varighed på henholdsvis 100.000 og 10-13.000 år. De tilhørende markante klimaændringer er styret af variationer i indstrålingen fra Solen, betinget af systematiske variationer i Jordens bane om Solen. I øjeblikket lever vi i en mellemistid, der geologisk omtales som ’Holocæn’. I Europa omtales sidste istid som ’Weichsel-istiden’. Denne istid sluttede for ca. 11.700 år siden.

I Nordeuropa startede istiderne med, at gletsjere dannedes og voksede i bjergområderne i Skotland og i Skandinavien samt nogle steder i det nordvestlige Rusland. Langsomt bredte gletsjerne sig ud fra disse kerneområder og voksede til det såkaldte Nordeuropæiske isskjold. Ved overgangen til mellemistiderne smeltede isskjoldene atter bort i Nordamerika og i Europa. Isskjoldene i Antarktis og Grønland er i stand til at overleve de varme mellemistider, om end i noget reduceret størrelse.

I den seneste istid, den såkaldte Weichsel-istid (118.000-11.700 år før nu), henlå Danmark i lange perioder som et åbent tundralandskab med sparsom bevoksning og udbredt permafrost. Dyrelivet omfattede bl.a. mammut, uldhåret næsehorn, moskusokse, rensdyr og kæmpehjort. Muligvis har også istidsmennesket været til stede i Danmark.

Store snedriver og tyk permafrost prægede dengang landskabets udvikling. Hvert år optrådte en forårsflom i vandløbene under en kort, men intens snesmeltning. Først sent i Weichsel-istiden, omkring 24-22.000 år før nu, nåede isen fra Norge og Sverige frem til den såkaldte hovedopholdslinie, der i dag kan følges som en tydelig jordbunds- og landskabsgrænse midt ned gennem Jylland, videre gennem Nordtyskland og det nordlige Polen, og herfra videre i nordøstlig retning til egnene nordvest for Moskva i Rusland. På dette tidspunkt var Fejø dækket af mindst 1000 m gletsjeris i langsom bevægelse mod sydvest.

I de efterfølgende 2-3.000 år smeltede ismasserne gradvist bort i retning mod nordøst. I denne periode afsatte smeltevandsfloder store mængder sand og grus foran den vigende gletsjerrand. Nogle af de højeste dele af Fejø består sandsynligvis af en kerne af sådanne sand- og grusaflejringer. Under tilbagesmeltningen begravedes stedvis rester af gletsjeris i smeltevandsaflejringerne. Ved senere smeltning sank disse sammen, og såkaldte dødishuller opstod. Et klassisk eksempel herpå ses i området øst for Birket på Lolland, og det samme kan på Fejø tænkes at være med til at forklare bakkelandskabet sydøst for Vesterby.

For omkring 19.000 år siden blev tilbagesmeltningen afbrudt af et fornyet stort gletsjerfremstød fra østlig og sydøstlig retning, da en stor isstrøm via Østersølavningen trængte frem over det sydøstlige Danmark. Under dette fremstød transporterede gletsjerisen store mængder af ler fra Østersøens bund ind over Falster, Lolland og Fejø. Samtidigt medbragtes store mængder kalk og flint fra den faste undergrund, der stedvis findes nær jordoverfladen på Møn, Falster og i det østlige Lolland.

Under den fremadskridende gletsjerris skabtes et udjævnet landskab med langstrakte, lave bakker med retning parallelt med gletsjerbevægelsen. Disse udglattede bakker præger især landskabet på Lolland, men ses også på Fejø. Landskabstypen repræsenterer nogle af Danmarks fineste landbrugsarealer, og ikke mindst på Fejø, Lolland og Falster har landbrugsjorden generelt meget høj bonitet. Årsagen hertil er som tidligere nævnt, at gletsjerisen medtog næringsrigt og finkornet slam fra Østersøens bund på sin vej mod vest samtidigt med, at jorden blev opblandet med kalk. På Fejø dækker denne landbrugsmæssigt fine jordtype som en 2-5 m tyk ’film’ de ældre, underliggende lag af smeltevandsgrus og -sand.

Landskab nær Andemosen i det nordøstlige Fejø. I forgrunden ses en stor frigravet blok, der af isen er bragt til området under sidste istid. Flere steder på blokken kan man finde velbevarede skurestriber skabt af istiden gletsjere, og vindpolerede partier skabt ved snefygning under meget lave temperaturer. Det jævne landskab i baggrunden er et såkaldt bundmorænelandskab, skabt ved gletsjernes fremadgliden over underlaget.

 

Under istidens gletsjere strømmede smeltevand frem i store kanaler. Sporene heraf ses i dag i form af såkaldte tunneldale, der forløber omtrent parallelt med den tidligere isbevægelsesretning. Dette er forklaringen på den nordvest-sydøst forløbende rende ’Ståldybet’ sydvest for Fejø, fortsættende i retning mod Sakskøbing. Fra Sakskøbing kan tunneldalen følges videre over land i sydøstlig retning som en lav dal syd om Toreby til ’Bredningen’ mellem Lolland og Falster.

For omkring 18.000 år siden begyndte det nordeuropæiske isskjold for alvor at smelte tilbage, men først for ca. 15-16.000 år siden forsvandt den sidste gletsjeris fra Fejø, Lolland og Falster, mens Bornholm sandsynligvis først blev isfri 400-600 år senere. I hele perioden var klimaet dog fortsat koldt og arktisk. Mange fritliggende sten og blokke blev i denne periode poleret af fygende snekrystaller, som ved lav temperatur opnår overraskende stor hårdhed. Mange vindpolerede blokke ses fortsat rundt omkring på Fejø. Er man heldig at finde en blok, som med sikkerhed ikke er flyttet af mennesker, kan man af poleringens orientering aflæse fortidens vindretning.

Vindpoleret blok fundet på Hideaway Vingård, Fejø. Blokken er poleret af fygende sne under sidste istid. Herved har den har fået en karakteristisk glat overflade med mange små facetter.

 

Den sidste istid afsluttedes med en voldsom opvarmning for ca. 11.700 år siden, udspillet over kun få årtier. Dette var samtidig indledningen til den mellemistid som vi lever i. I de første 4-5.000 år af mellemistiden var klimaet noget varmere end nu, og Danmark var dengang dækket af udstrakte skove med varmekrævende plantearter som mistelten og vedbend. I skovene levede urokse, elsdyr, bjørn, ulv, los, bæver og sumpskilpadde. Smålandshavet eksisterede ikke, og Fejø var landfast med Sjælland og Lolland. Midt i Langelands- og Storebælt løb en stor flod (Danaelven), der drænede en gigantisk ferskvandssø, som på det tidspunkt udfyldte det meste af den nuværende Østersøs plads. Flodløbet ses den dag i dag som et særligt dybt område midt i Storebælt, og benyttes i dag som sejlløb af store skibe. Klimaet var dengang så varmt at flertallet af nutidens gletsjere i Norge og Sverige helt forsvandt.

I takt med at resterne af de store isskjolde over Nordeuropa og Nordamerika smeltede bort steg det globale havspejl med ca. 125 m, hvorved Nordsøen og Kattegat gradvis oversvømmedes. Sandsynligvis opstod Smålandshavet omkring 6-7.000 år siden ved denne gradvise oversvømmelse, forstærket af det forhold at Danmark syd for en linje gennem Ringkøbing – Korsør langsomt synker. De højeste dele av det oprindelige landskab blev dog ikke oversvømmet, men blev omdannet til øer, hvoraf Fejø er en af de største. Tidligere havde Fejøs klima været mere kontinentalt med varme somre og kolde vintre, da afstanden til havet var stor. Men med den nyerhvervede ø-status ophørte de meget kolde vintre som følge af varme afgivet fra det omgivende hav. Ved Fejø stiger havet fortsat langsomt i forhold til land, med en stabil værdi på godt og vel 1 mm per år.

I løbet af de sidste 4-5.000 år er det globale klima – med variationer – langsomt blevet køligere, som følge af en gradvis mindskende solindstråling, styret af små ændringer i Jordens bane om Solen. De fleste af nutidens gletsjere i Norge og Sverige er opstået i takt med denne gradvise afkøling. I Danmark er den vigtigste landskabsdannelse i dette tidsrum foregået langs kysterne med lokal erosion og aflejring. Specielt i Vestjylland og Nordsjælland var sandflugt og klitdannelse samtidigt et betydeligt problem i områderne nær kysten.

Afkølingen er som nævnt ikke foregået uden variationer, men blev fra tid til anden afbrudt af varme perioder. Dette gælder f.eks. tidsrummet år 800-1300, som er sammenfaldende med dele af Vikingetiden og Middelalderen. I 1200-tallet eksisterede et betydeligt antal vinmarker i England helt op til byen York, mens man i Østeuropa dyrkedede druer til rødvinsproduktion så langt mod nord som til Østersøens kyst i den nordøstlige del af det nuværende Polen.

Efter denne varmeperiode blev klimaet atter koldere. Især i tidsrummet 1300-1900 var klimaet i Europa køligt, fugtigt og blæsende, og misvækst og sygdom (f.eks. den sorte død i 1300-tallet) var udbredt. Samtidig voksede gletsjerne markant, både i Alperne og i Skandinavien. Perioden omtales derfor ofte som “Den lille Istid”, men uden at være en rigtig istid. På Fejø er flere af de stejle vestvendte kystklinter sandsynligvis skabt ved bølgeerosion i denne periode. Sandflugt og klitdannelse i forbindelse med stærke storme var som nævnt mange steder i Danmark et problem, især tidsrummet 1650-1720 var koldt og stormfuldt. Ved Marielyst på Falster blev marker ødelagt af flyvesand, gårde blev forladt og havneindløbet ved Gedesby tilsandede. Ved den store stormflod 13. november 1872 oversvømmedes store dele af Sydfalster og Sydlolland, og mange menneskeliv og betydelige værdier gik tabt. Fra Fejø foreligger ikke sikre efterretninger om skader i forbindelse med denne stormflod, men muligvis blev områder lavere end ca. 2 m oversvømmet.

Vestvendt kystklint på Skalø. Bevoksningen på klinten viser, at den i nutiden kun undtagelsesvis er udsat for bølgeerosion. Sandsynligvis udformedes kystklinten i forbindelse med storme og stormfloder under ’Den lille Istid’, der i Danmark sluttede omkring år 1900.

 

Omkring år 1900 e.Kr. sluttede den Lille Istid med en temperaturstigning, der med variationer har varet ved frem til nu. Derfor er klimaet i Danmark nu stort set igen lige så varmt og gunstigt som i den forudgående varmeperiode inden Den lille Istid.

Timeværdier for lufttemperatur målt ved Hideaway Vingård juni 2006 – juni 2016. Den stiplede linje angiver 0°C. Flere gange er lufttemperaturen nået over 30°C. Gennemsnitstemperaturen for perioden er 9,5°C. Frostperioderne er kortvarige og har i perioden været begrænset til januar-marts.

 

I dag har Fejø med sin position i Smålandshavet et efter dansk målestok ekstraordinært gunstigt klima for varmekrævende frugtavl. Varmen fra de omgivende havområder sikrer at vinter- og forårstemperaturerne kun sjældent bliver så lave som i det øvrige Danmark. Om sommeren bevirker havområderne at den lokale skydannelse er mindre end over nærliggende større landområder, hvilket giver et usædvanligt højt antal solskinstimer og høje temperaturer. Den østlige beliggenhed i Danmark, fjernt fra Nordsøen, bevirker at vindhastighederne er lave, sammenlignet med f.eks. Vestjylland. Endelig har jordbunden høj bonitet som følge af de kalkblandede, næringsrige sedimenter som istidens gletsjere førte til området.

Antallet af positive graddage per år ligger typisk omkring 3200-3500, antallet af vækstgraddage omkring 1900-2100, mens de negative graddage ligger mellem -10 og -200, en understregning af øens milde vintre. Dette er den naturgivne baggrund for Fejø’s tradition for varmekrævende frugtavl, senest udvidet til nu også at omfatte vinavl.

Årsfordeling af positive (rød) og negative (blå) graddage på Fejø 2007-2015. Den grønne kurve viser antallet af vækstgraddage (temperatur højere end 5°C). Antallet af graddage nulstilles ved nytår.