Alt det gode, og de andre småting

Alt det gode, og de andre småting

Hans Erik og Winnie Pold

Der er meget godt at sige om det at bo på Fejø. Og meget er sagt – også på disse sider. Men positive forventninger indfries ikke altid – her er en beretning fra to nyere tilflyttere, der efter ankomsten ikke synes tingene helt var, som de troede, men som alligevel ikke kunne drømme om at flytte.

Vi flyttede hertil i efteråret 2002 fra Ballerup af. Egentlig var vi på udkig efter et hus på Lolland-Falster, men så så vi huset her på forsiden af en boligavis, og så måtte vi lige over og kigge. Det var en søndag, og Mikael, der var 8 år den gang, var solgt ved første øjekast. Vi kunne også se nogle muligheder, for selvom huset er lille, så er grunden stor. Så om torsdagen var huset købt…

Vi gik det første års tid og satte huset i stand. Vi er begge pædagoger og modsat nu, så var der meget lav arbejdsløshed på det område den gang. Men vi var interesserede i at prøve mulighederne af på øen først. Vi havde nok forventet, at der var flere muligheder for jobs herovre, end tilfældet reelt er – det synes vi faktisk hjemmesiden lægger op til i højere grad, end der er belæg for. Men hvis man ikke vil plukke frugt eller stå i laksen eller er håndværker så man selv kan stable noget på benene, så er mulighederne begrænsede.

I den første tid vi var herovre, så vi, at der var en oplagt mulighed for at starte en fritidsklub herovre for de 10-14 årige, måske med aften-juniorklub også i samarbejde med børnehus og ungdomsklub. I den aldersgruppe har man et stort behov for samspil med venner og for at have sit eget sted og nogle voksne der hjælper dem med at virkeliggøre aktiviteter som de store børn selv har valgt. Sådan et sted var og er der ikke nu – når de kommer hjem med færgen, så går de hvert til sit. De mangler et dagligt værested, de selv kan præge.
Det ville vi gerne have skabt, da vi flyttede herover. Der var og er børn nok til det, og vi har også begge erfaringer med at lave ansøgninger og i det hele taget få et sådan projekt på benene.

Desværre strandede ideen, da der ikke var forældreopbakning nok. Det synes vi er rigtig ærgerligt for den gruppe af børn – det er næsten som om, at øen kapper båndet, når de går ud af fjerde klasse, så skal de på den anden side, og så er de store nok til at klare sig selv.

Men har de ikke behov for bare at være sig selv, når de kommer hjem efter en lang dag med transport og skole?

Winnie: Det tror jeg er noget, vi voksne tillægger dem; at sådan er det, fordi virkeligheden her på øen nu engang er sådan.

Hans Erik: Børn i den alder har brug for kammeraterne – forældrene er ikke nær så vigtige. Det er netop i den alder de sociale bånd skal styrkes, derfor ville en fritidsklub på øen være et stort plus.

Men er det ikke netop en anden slags opvækst end ”underholdning,” man ønsker for sine børn, når man vælger at flytte til et sted som Fejø?

Hvis man flytter hertil når børnene er små, jo, så kan man præge dem til at skabe deres egen fritid. Men at flytte hertil med et barn på ni år der har snuset til forskellige vifter af tilbud, det medfører kun det indtryk at ”der er ikke noget for mig” når der kun er lejlighedsvise arrangementer.

Hans Erik: I dag har vi så begge gode fuldtidsjobs uden for øen, og det ønsker vi ikke umiddelbart at lave om på. Jeg arbejder med børn med særlige behov i en stor fritidsklub i Sakskøbing, og det er jeg glad for.

Winnie: Jeg arbejder på et opholdssted for unge mellem 15-18 år i Stubbekøbing. Jeg holder meget af at arbejde med børn/unge – og dyr. Og måske bliver der på sigt mulighed for at gå på halv tid og så bruge mere tid på initiativer på øen med dyr og øens børn. I øjeblikket har jeg – sammen med Kristine fra Samos (huset, altså – ikke øen, red.) – fire piger der kommer om mandagen og rider. Dvs først og fremmest er det jo det sociale, det handler om – at nusse og strigle og muge ud og drikke varm kakao… Rideundervisningen er der, men for børnene er det ikke det vigtigste.

Det er ikke et tiltag, vi har travlt med at udbygge, jeg har jo mit job, nu må det udvikle sig stille og roligt og så ser vi, hvor det bærer hen.

Hvad tænker I om fremtiden her på øen?

Hans Erik: Vi er meget bekymrede for udviklingen efter kommunalreformen. Der blæser vinde alle vegne fra, der mere end antyder, at skoler med under 100 børn må lukke, for at kommunerne kan få økonomien til at hænge sammen. Du kan godt få en politiker til at nikke ja; småt er godt, men når budgettet skal have sorte tal, så er der kun de udgiftstunge steder som børne- og ældreområdet der kan skæres i, hvis det skal batte noget.
Politikerne er jo kun valgt for 4 år ad gangen, så de tænker ikke langsigtet. Hvis der er brug for penge nu og her, så er det sund fornuft at lukke småskolerne – men de tænker ikke på at det dræner udkantsområderne for den største styrke de har: nærhed, tryghed og lokalmiljø. Og hvis det forsvinder, så forsvinder de ressourcestærke tilflyttere igen – og så er der pludselig røde tal i regnskabet igen.

Hvis vi overhovedet kan nå at gøre noget, så er det absolut 12. time nu. Budgetforhandlingerne for tiden efter sammenlægningen starter nu til marts 2006, og i oktober-november; så er beslutningerne taget. Men jeg er bange for at ”det-går-nok”-holdningen er for dominerende herovre, jeg tror, folk først kan danne fælles front, den dag meldingen kommer og beslutningen skal føres ud i livet. Og så er det for sent.

Winnie: Men øens fremtid ligger præcis hos og i børnene! Det er dem, der skal føre øen videre, men det er også omkring dem, at vi kan skabe arbejde, engagement og sammenhold. Nogle ”gamle” tilflyttere/øboere synes, at vi ”københavnere” har alt for travlt med at lave om på tingene. Men prøv at tælle efter på skolen: hvis der ikke var flyttet folk til de sidste 5 år, så var der ingen skole, for så var der stort set ingen børn.

Hans Erik: og hvis skolen først er væk, så stopper tilflytningen fuldstændig, det er sikkert. Vi var da aldrig flyttet herover, hvis der ikke havde været en skole. Men vi må tænke anderledes, og f.eks. samarbejde med Femø og Askø om en fælles skole. Og hvorfor var der ingen der reagerede, da Birket Skole lukkede – det havde da været oplagt at få de børn til Fejø skole i stedet for, at de nu skal helt til Horslunde…

[Tænkepause. Vi kiggede alle tre lidt på hinanden, så sagde Winnie:]

Tænk engang. Nu har vi siddet her længe, og vi har kun talt om fag og børn! Det er selvfølgelig også det der optager os mest, men det hele er jo ikke negativt. Vi elsker at bo på øen, vi elsker at komme til færgen og mærke; ah, nu kan jeg slappe af.

Hans Erik: Og nattehimlen! Roen! Og stjernerne! – men det er vist det de siger i alle interviewene, – ikke?

Deres udsendte har ikke undersøgt sagen til bunds, men vil nøjes med afsluttende at konstatere, at vi også på Fejø har vores at slås for – og at træerne ikke vokser ind i himlen, selvom der er plads nok til det…

Interview – Merete Rostrup Nielsen

2017-10-07T10:16:55+00:00